Forsiden på Ulrik Gräs bog Galgenfugle

Ulrik Gräs: Galgenfugle

”Vestbyens forfatter”, Ulrik Gräs er tilbage igen, mere velskrivende og veloplagt end nogen sinde – og det siger dog noget. Hans nyeste novellesamling ”Galgenfugle” består af 12 noveller, og det er skrap kost! Absolut ikke noget man lige ryster af sig. Gräs skriver, så det sætter sig på ens sjæl.

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 5


Galgenfugle” beskriver sig selv på omslaget som en ”samling alvorsmuntre noveller om livet og døden”. Og det tør i sandhed siges. Livet og navnlig døden er det, som Ulrik Gräs tager under behandling i sine nye noveller.

Vi er stadig i Vestbyen – og dog. For denne gang er det, som om Ulrik Gräs har sat sig op i en helkopter og ser det hele ”lite grann från ovan” i fugleperspektiv. Han skriver med udpræget overblik og distinkt klarsyn. Og det er ikke historier med happy endings, der er tale om her. Folk dør i novellerne. For egen hånd eller hjulpet på vej.

Tonen slås an allerede i novellernes ouverture: ”De ansigtsløse”. En samling korte fortællinger, hvor hovedpersonen ender med at komme af dage og på gotisk vis også ender med at være ansigtsløs. Der er transvestitisme, pædofili, incest, skyld, vanvid og skørlevned. Og så en død, der sætter punktum for det hele. Det kunne såmænd være mere end rigeligt, hvis ikke det var fordi, Ulrik Gräs er en så blændende fortæller og veloplagt kan tage os med gennem den ene mere groteske – og dybest set dødelige – scene efter den anden. Der er historier, hvor man som vejlenser har det privilegium at kunne efterregne sig frem til den begivenhed i den virkelige verden, der er oplægget til denne eller hin novelle, der naturligvis lever på sine egne betingelser som fiktion, og lige så fuldt kan læses af folk i Viborg eller Holbæk, hvor de mennesketyper, som Gräs kalder frem, naturligvis også findes.

En del af novellerne er ”vestbyen på vrangen” og foregår dernede, hvor solens stråler sjældent når ned. Dér hersker håbløsheden og den rå vold – men stadig også visse forsonlige træk. Gräs får det hele med. Og midt i mørket er der minsandten også humor, som er med til at male novellerne med en særlig glans.

Titelnovellen ”Galgenfugle” er også samlingens længste novelle, hvor vi for alvor stifter bekendtskab med et persongalleri og deres nederlag gennem livet. Hovedpersonen Oscar har hængt sig i sin usle lejlighed allerede i starten af novellen. Dette fører til en lang række efterrationaliseringer. Højdepunktet – og den dramatiske slutning – er Oscars beretning fra Necochea i Argentina om en begivenhed, som fastholder os i en jerngrebsagtig slutning. Man mærker, at Ulrik Gräs har en reel tilgang til sømandslivet.

Som vejlenser kan man så sidde og gnække lidt i skægget over at læse, at Nis Schmidts skulptur ”Den envingede” foran Sct. Norberts Kirke har listet sig ind i forfatterskabet, og at borgmesteren ”Elefanten / Wulff” fra tidligere værker fra Gräs’ hånd også er blevet opdateret. Knud Kommunal – én af skikkelserne i ”Galgenfugle” mister sit ret høje embede i kommunen. ”For eksekveringen stod byens ny SF-borgmester, en midaldrende præst. Han sad på et borgerligt mandat med et påtrængende ønske om at rydde op i kommunens drukkultur.” Knud Kommunal ender således sammen med Stille Mogens, Oscar, ”Sangeren” og fortælleren i deres stormslagne kurs gennem resterne af deres liv.

Det er et fascinerende univers i skarp sovs, som Ulrik Gräs her serverer for os.


/ Flemming Hundev

Materialer