Månedens digt
Marts måneds digt er skrevet af Sidse F. Laugesen
Af Else Zakarias

Helt fra begyndelsen
Helt fra begyndelsen
har jeg drømt om at blive
en gammel kone, sidde
i et iskoldt hus
huset er lavt
det ligger ved vejen
men sænket så
bilernes hjul
suser frem og tilbage
lige foran ruden
mit hus er
gammelt, koldt og mørkt
jeg sidder ved lampen
og strikker grå sokker
og bag huset
er der en frugthave.
Helt fra begyndelsen
har jeg drømt om at blive
sådan en gammel
uldsokkestrikkende
kone
og nu da det næsten er tid
bliver jeg nervøs.
Mon jeg kan lide det?
Jeg har jo dog ventet så længe …
20.1.2022
Sidse F. Laugesen: Min hardcore høne
Korridor, 2024