De forbandede år!
Handlingen i filmen begynder den 9. april 1940, hvor Eva (Bodil Jørgensen) og Karl Skov (Jesper Christensen) fejrer sølvbryllup. Morgensangen bliver afbrudt af tyske kampfly og løbesedler med ”Oprop”.
Eva og Karl har fire voksne børn, og Karl har en voksen søn fra et tidligere ægteskab. De fem voksne børn vælger hver deres vej under krigen. Én melder sig til Frikorps Danmark, datteren bliver gift med tysk officer, én deltager i modstandskampen, én er lidt enfoldig og forstår ikke helt, hvad der foregår og én er mest optaget af at spille musik.
Familiekonflikter og moralske dilemmaer
Filmen indeholder alle de konflikter og dilemmaer, som besættelsestiden bragte med sig. På mange måder var befolkningen splittet. Mange valgte et yderligt standpunkt, og mange stod i midten, på diplomatiets ståsted, her så mesterligt repræsenteret af Karls figur. Karl er på mange måder meget dansk. Han tror på det bedste i mennesket, han stoler på, at myndighederne gør det rigtige, han stoler på civilisationen, demokratiet, de humanistiske idealer.
Karl er yderst sympatisk, vil det bedste for sin familie og sine medarbejdere. Han er også direktør i familiens elektronikvirksomhed, og da det bliver svært at skaffe råvarer til produktionen, er han nødsaget til at afskedige folk. Det får ham til at gøre det, regeringen opfordrer til, nemlig at samarbejde med tyskerne og begynde at producere for dem. Han gør det for at undgå den konkurs, der ellers er på vej. Et valg, hustruen Eva ikke er enig i. Karl kommer fra små kår, mens Eva kommer fra en velhavende familie. Et socialt skel, som bliver brugt til (måske) at forklare, hvorfor de indtager hver deres standpunkt med hensyn til at producere for tyskerne.
Min eneste anke mod filmen er, at alle tidens problemstillinger er samlet i én og samme familie. Det bliver næsten for meget, det virker for urealistisk. MEN jeg vil tilgive dette fortælletekniske (fejl)greb, da filmen dermed kan skildre tiden så nuanceret, som den gør, og dermed kommer så tæt på dilemmaerne, som den gør. Det er nemmere for os at sætte os ind i dilemmaerne og konflikterne, når de foregår inden for familien.
Så hvis nogen tænker: er vi dog ikke snart færdige med at høre om krigen? Så er det et af argumenterne for filmens berettigelse: dens fortællemåde gør problematikkerne vedkommende og nuancerede, og samtidig kan vi sagtens spejle os i dilemmaerne i nutidens mere fredelige Danmark - polarisering, økonomi/indtjening kontra værdier, dine/mine/og vore børn, generationsforskelle. Og så skildrer filmen så glimrende, at det ikke altid er ligetil, hvad der er det rigtige at gøre. Verden er ikke sort/hvid, nej den er grumset.
En anden væsentlig grund til at se filmen er de fremragende skuespilpræstationer med Bodil Jørgensen og Jesper Christensen i spidsen.
Filmens handling slutter midt i krigen, men Anders Refn og Flemming Quist Møller har manuskriptet klar til en opfølgende film, der færdiggør historien om familien Skov under besættelsen. Ifølge filmmagasinet Ekko skulle finansieringen være på plads, så Anders Refns fortsættelse kan få premiere i starten af 2022. Det glæder jeg mig til.
Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 21. april 2021.