Bøger til sommerferien

Bøger der varer hele ferien

Vi kender dem alle. De der monumentale bøger, vi har haft lyst til at læse, men som vi aldrig har fået begyndt på: Murstensbøgerne.

Sommerferien er ofte det perfekte tidspunkt til at påtage sig læseprojekter. Lad os lige slå fast, at et projekt ikke er det samme som en pligt!

I hverdagens travlhed kan vi nemt blive opslugt af vores daglige gøremål, og det kan være sjældent, at vi har energien til at slænge os på sofaen efter en lang arbejdsdag og begynde på 'Min kamp'-hexalogien.

Det er her, ferien kommer ind i billedet.

Med ekstra tid til rådighed kan man kaste sig over de mere omfattende læseprojekter. Disse værker giver mulighed for at fordybe sig i en fascinerende historie, mens solen skinner, og bølgerne bruser.

Her har vi udvalgt 6 monumentale værker, som vil fange din opmærksomhed og tage dig med på et længerevarende læseeventyr, der kan vare hele ferien:

Buddenbrooks af Thomas Mann

Den er i dag den mest læste tyske roman, trykt i et hav af oplag og oversat til alle tænkelige sprog, og da Thomas Mann i 1929 fik Nobelprisen, var det med særlig henvisning til 'Buddenbrooks'.
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen

Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij

'Forbrydelse og straf' har fået tilnavnet "verdens bedste kriminalroman" og er om noget et værk, der kan give indblik i, hvad der sker i en forbryders indre.
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen

Syv fantastiske fortællinger af Karen Blixen

Syv spændende historier i en udefinerbar genre - historisk, fabulerende, symbolsk fantasy, længe inden genren blev opfundet. I 'Syv fantastiske fortællinger' handler det om at digte og drømme uden hverdagens alvorlige mål for øje. 
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen

Hærværk af Tom Kristensen

'Hærværk' er en rejse i menneskelig deroute; en grum, men alligevel uimodståelig og fascinerende rejse i forfaldets fodspor.
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen

Min Kamp 1 af Karl Ove Knausgård

’Min kamp’ er et skelsættende værk i litteraturhistorien, en dybt menneskelig beretning om livet, der til tider kan virke så genkendelig for læseren, at man kunne sværge på, at Knausgård gik rundt med en større indsigt end resten af os dødelige.
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen

Et lille liv af Hanya Yanagihara

Denne fremragende New Yorker roman om fire studiekammerater er en pragtfuld og hjerteskærende hyldest til venskab og sammenhold.
lån bogen som lyd- og e-bog på eReolen


Læs Litteratursidens tema om sommerklassikere

 

Materialer