Det gennemgående tema hos Leif Panduro er identitet og frigørelse. Igen og igen sætter han spørgsmålstegn ved, hvordan mennesket skal finde sin plads i et samfund, der er præget af rigide systemer og ...

Bogen begynder som en grotesk, overordentlig morsom farce med skildring af en hyperhypokonder og hukommelsessvag mands omtumlede hverdag, men den udvikler sig snart - uden at Panduros robuste humor og sunde ironi lader ham i stikken - til en alvorlig psykologisk behandling af identitetsproblemet og den enkeltes forhold til sin fortid og sin nutid, et tema der her er dygtigere og rigere instrumenteret end i Fern fra Danmark og Øgledage, selv om sidstnævnte stadig hævder sig ved sin lyriske fabu-leren. Panduro forekommer så sund og velafbalanceret, måske er det derfor hans splittede personer har svært ved at virke helt overbevisende på læseren, men Fejltagelsen er overmåde læseværdig og trods den springende fortællemåde ikke vanskelig for den ikke alt for traditionsbundne læser