Det gennemgående tema hos Leif Panduro er identitet og frigørelse. Igen og igen sætter han spørgsmålstegn ved, hvordan mennesket skal finde sin plads i et samfund, der er præget af rigide systemer og ...

Føjer teksterne til disse to nye tv-spil af Leif Panduro intet nyt til de mest iøjnefaldende temaer i hans dramatiske produktion, så forstærker de i hvert fald indtrykket af nogle tendenser fra hans nærmest foregående spil. De to tv-spil hænger sammen på den måde, at det er de samme situationer, der indleder og afslutter dem begge. Efter et første, tilfældigt møde mellem to gamle studiekammerater skilles de to, og i de to spil følger man på nærmeste hold først den enes, siden den andens liv og omgivelser i den korte periode, som dramaet dækker, idet en lang række af de problemer, som Panduro tidligere har behandlet, i god tur og orden dukker op: ægteskabet, kærlighed, utroskab, forholdet til børnene, til livet og til døden, alderdom m.m. Panduros evne til at løfte disse dagligdags problemer op over det banale og fortærskede, i et sprog og nogle situationer, som alle vil kunne forstå, er ganske enkelt fantastisk. Hans temaer er vel ikke originale, men det er livet næppe heller;til gengæld har han en enestående evne til den forenkling, som enhver dramatisering kræver, samt en suveræn replikbehandling, som er med til at gøre det hele troværdigt