At skrive eller dø, et udsagn om forfattergerningen set som et eksistentielt valg, et markant signal der synes i ganske og fuld overensstemmelse med Henrik Stangerups (1937-1998) virke i dansk åndsliv gennem knap 40 år. En posthum udgiven essaysamling der udover essays og anden litterær og personlig reflekteren over den sidste vanskelige tid, bragt i Politiken i 1996-97, tillige bringer litterære strejftog fra forf.'s øvrige produktion herunder også med temaer fra den livslange optagethed af og kærlighed til Paris og Rio, Frankrig og Brasilien. Når der ses bort fra at det hele nu uigenkaldeligt er forbi så er ellers alt her nær sagt ved det gamle: engagementet, de store armbevægelser, begejstringen, men også hudløsheden, utilpassetheden, melankolien og den alt for sorte nat med farver af bekymring og depression. Med rette omtalt som en "egocentreret desperado", men som få i sin tid magtede han at skrive sig til berømmelse udover landets grænser. Her kommer han en sidste gang til orde i en vedkommende, men også lidt vemodig bog, der på sine egne nærmest betingelsesløse præmisser kommer fint rundt om mennesket og forfatteren Henrik Stangerup. Nye læsere vil måske fornemme at de har meget til gode, de gamle vil nikke såvel genkendende som anerkendende til det meste

Bibliografier og links opdateres to gange årligt