Det er lidt svært at have ondt af Chris Martin og hans klagesange, efter at Coldplay er blevet et af de største rockbands i verden og Martin nu danner par med skuespilleren Gwyneth Paltrow. Ikke desto mindre er bandets fjerde album et af årets mest imødesete. Dels fordi det er nu man med rette kan forvente, at bandet kommer videre fra de småklynkende, stadigt mere luftige stadionrock-ballader, de mestrer til perfektion, dels fordi the godfather of ambient Brian Eno har produceret, dels fordi bandet selv har proklameret, at de har genopfundet deres lyd. Så langt, så godt, men når man lytter til "Viva la vida..." - hvis titel stammer fra et Frida Kahlo-maleri - er det som om det er blevet ved intentionerne. Bevares, her er en smule funk hist og lidt afro-sound pist, og Chris Martin har opdaget, at han faktisk godt kan synge i et endog noget dybere leje, men hovedindtrykket er en gruppe, der stiller sig tilfreds med at please sine lyttere og konsolidere sin lyd. Så her er guitarerne med ekko-effekt og de bittersøde klavernumre, her er teksterne med de leverpostejfarvede følelser og konstateringer, og Martins falsetto-vokal er trods alt stadig dominerende. Til de mange inkarnerede fans, og ikke mange andre