"Med de mange gæster er der tidspunkter, hvor man synes, at hovedpersonens egne visioner er svære at få greb om. Men hvis man abstraherer fra alle gæsterne og koncentrerer sig om at lytte efter, er man som regel godt underholdt. Det sker ved hjælp af gennemproducerede og ambitiøst tænkte numre"

"'How to Be Clairvoyant' er måske ikke rig på enkeltstående mestersange på niveau med 'The Weight' eller 'The Night They Drowe Old Dixie Down' - det ville nok også være for meget forlangt - men der er tale om en formfuldendt, billedskabende time, der understreger, at rygterne om albumformatets død er stærkt overdrevne"

"Når det fungerer bedst, på den sumpede This Is Where I Get Off og Straight Down The Line eller den fremragende radiorocker He Don't Live Here No More, er det topklasse. Men der er også numre uden afgørende gnist, og instrumental-sager, der er nydelige, men ikke mere. Det ér vamt og venligt, men efter så mange år havde man måske håbet, at der var lidt mere i posen"

"How to Become Clairvoyant is a sometimes compelling record, but it's a flawed one, too, with moments of beauty countered by bloated lyrical and production excesses. Ultimately, it feels as much like an exercise in self-justification as it does in personal revelation"

""How To Become Clairvoyant" er (...) umiskendelig Robertson'sk med sin duvende roots-rock, der er svøbt i en på én gang diset og distinkt sound af producer Marius de Vries. På udspillet, der tæller talrige prominente gæster, står en tilbagelænet Eric Clapton særlig stærkt. Noget sindsoprivende værk er der nu ikke tale om, versene er noget floskuløse - men varmt, venligt og velspillet er det"

"Udover den atmosfærefyldte produktion er det først og fremmest det seje, seje groove, der slår lytteren. Der er noget herligt sumprock agtigt over projektet, der gør det svært at sidde stille til, for det swinger simpelthen på den ondeste facon ... Dernæst slår det lytteren hvor høj en standard, den gamle dreng stadig holder på sangskrivningsfronten, selv om han generelt rocker mere, end han går efter det melodisk forførende. Men der bliver også plads til et par intense ballader, der oser af forladthed"