Ædel canadisk Americana

Sanger, sangskriver, guitarist, producer, filmkomponist og forfatter. Jaime Royal "Robbie" Robertson, født den 5. juli 1943 i Toronto, Canada, død den 9. august 2023 i Los Angeles, Californien, var en arbejdsom kapacitet med talenter, der kom kreativt til udtryk i den internationale musik- og filmverdenen på højeste niveau. Robertson er særlig kendt som en af drivkræfterne i The Band, der satte afgørende præg på udvikling af Americana og roots-rock genrerne forankret i rock’n’roll, r&b, blues og country.

Robertson stod bag The Band klassikere som The Weight, The Night They Drove Old Dixie Down og Up on Cripple Creek, og med hans død er der kun den 86-årige keyboard troldmand Garth Hudson tilbage fra den oprindelige formation. I filmbranchen er det især hans mangeårige samarbejde med stjerneinstruktøren Martin Scorsese, der er nået ud til et stort publikum i rollen som komponist, filmmusikproducer og musikalsk konsulent, når Scorsese sammensatte sine mildest talt eklektiske soundtracks med lån fra et utal af stilretninger og tidsperioder.

Deres samarbejde begyndte med The Last Waltz (1978), der forevigede The Bands sidste koncertoptræden tilføjet en imponerende gæsteliste for at kaste særlig glans over begivenheden, der blandt andet talte Ronnie Hawkins, Muddy Waters, Paul Butterfield, Dr. John, Bob Dylan, Eric Clapton, Van Morrison, Neil Diamond, Joni Mitchell, Neil Young og Emmylou Harris.

Filmen er et hovedværk i koncert- og musikdokumentarfilm genren samt tåler mange gensyn. Scorsese og Robertsons givtige parløb fortsatte med boksedramaet Raging Bull (1980), den satiriske The King of Comedy (1983) gangsterfilmen Casino (1995), The Departed (2006), The Wolf of Wall Street (2013) og den knap fire timer lange The Irishman (2019).

Den canadiskfødte alt-mulig-mand står også krediteret som komponist på lydsporet til Scorseses kommende satsning Killers of the Flower Moon med Robert De Niro og Leonardo DiCaprio i et mix af drama, krimi og senwestern, der skulle ramme vores breddegrader i løbet af efteråret 2023. Scorsese har desuden en mindre finger med i spillet omkring den seværdige dokumentar Once Were Brothers: Robbie Robertson and the Band (2019), instrueret af Daniel Roher og baseret på Robbie Robertsons selvbiografi Testimony (2017).

Robbie Robertson har indianske rødder, idet hans mor tilhørte Cayuga og Mohawk stammerne. Hun voksede op i Six Nations Reserve området udenfor Toronto i Ontario distriktet. Det kom i et vist omfang til at farve indholdet af hans musik og syn på verden i almindelighed. Robertson erfarede som teenager, at den far, han voksede op med, ikke var hans biologiske far, der levede et hårdt liv i underverdenen og blev kørt ned efter et opgør om penge.

Som ung arbejdede Robertson i et omrejsende cirkus, der gav ham inspiration til The Band evergreenen Life Is A Carnival skrevet sammen med bassisten Rick Danko og trommeslageren Levon Helm. Sidstnævnte havde Robertson et kompliceret og ambivalent forhold til, der gik fra venskab til fjendskab, hvilket begge parter har været inde på i deres memoirer. Efter flere bands blev Robertson en del af Ronnie Hawkins and the Hawks, der senere udviklede sig til The Band med Helm, Danko, pianisten og sangeren Richard Manuel samt Garth Hudson, der ligeledes spillede saxofon.

Inden The Band hed gruppen Levon and the Hawks og blot The Hawks, efter de forlod Ronnie Hawkins omkring 1964. Et år efter og i 1966 bakkede musikerne Bob Dylan op ved forskellige lejligheder i hans tidlige transformering til strømførende rockpoet. Klip fra disse optrædender er dokumenteret på The Bootleg Series Vol. 4: Bob Dylan Live 1966, The Royal Albert Hall Concert, der sine steder minder om punket rå garagerock. The Hawks blev til The Band, der albumdebuterede med det mesterlige, skelsættende og stilskabende Music From Big Pink (1968).

Ud over The Weight skrev Robertson Chest Fever, Caledonia Mission og To Kingdom Come til pladen. Deres andet album The Band er i samme liga, hvortil Robertson bidrog med sydstatshymnen The Night They Drove Old Dixie Down og den heftigt gyngende Rag Mama Rag. The Band lagde flot fra land i starten af 70’erne med LP’erne Stage Fright (1970), Cahoots (1971) og det dobbelte live sæt Rock of Ages (1972). The Last Waltz kom som et triple vinyl sæt i 1978, men Robbie Robertson har grundet interne stridigheder ikke været involveret i The Bands gendannelser i 90’erne og nullerne som studieindspillende og turnerende enhed.

Inden hans solokarriere startede i anden halvdel af 80’erne, har Robertson arbejdet som producer, sessionmusiker og sangskriver for navne som Ringo Starr, Joni Mitchell, Carly Simon, Eric Clapton, Neil Diamond, Van Morrison og senere for Tom Petty, Lone Justice og Roy Orbinson. Robbie Robertson debuterede i eget navn med det fremragende album, der blot bærer hans navn produceret af landsmanden Daniel Lanois. Robertson fik hjælp fra medlemmer af U2, Peter Gabriel, The Bodeans og Maria McKee. Tjek blot numrene Fallen Angel, Showdown at Big Sky og det vidunderligt sumpede Somewhere Down the Crazy River. Sangskrivning i limousineklassen.

Storyville (1991) er ikke helt i samme klassement, men stadig et fint udspil med funky New Orleans støtte fra Aaron og Ivan Neville og The Rebirth Brass Band. Robertson opsøgte sine etniske rødder med Music for the Native Americans (1994) og fortsatte i et mere eksperimenterende spor på Contact from the Underworld of Redboy (1998). Efter 13 års pause udsendte han sit femte album How to Become Clairvoyant (2011) med assistance fra Eric Clapton, Steve Winwood, Trent Reznor, Tom Morello og Robert Randolph.

Sinematic fra 2019 skulle vise sig at blive Robertsons sjette og sidste soloudspil, hvorfra Hear You Paint Houses (vokal: Van Morrison) og Remembrance begge er en del af soundtracket til The Irishman. Det bliver nok med en stor portion vemod for denne skribent, når Robertsons score til Killers of the Flower Moon flyder ud af højttalerne i biografen. Æret være Jaime Royal Robertsons minde, en af de helt store er tjekket ud for sidste gang til en rejse Somewhere Down The Crazy River, men efterlader sig heldigvis et righoldigt katalog af sange og filmmusik, der for en stor dels vedkommende har stået tidens distance med bravour.