Den stilbevidste sangskriver og producer
Sanger, sangskriver, bassist, guitarist, producer og pianist. Nick Lowe, døbt Nicholas Drain Lowe og født den 24. marts 1949 i Walton-on-Thames nær Surrey, har iført forskellige kasketter været vidt omkring i britisk og amerikansk musik. En produktiv igangsætter hvis evner mange har nydt godt af, hvilket eksempelvis Elvis Costello kan skrive under på.
Lowe har været aktiv i musikbranchen siden 1967 og begyndte i midten af 70’erne som bassist i Rockpile, der også talte guitaristen og vokalisten Dave Edmunds, Billy Bremner (guitar) og trommeslageren Terry Williams, der efter opløsningen kom med i Dire Straits. Som navnet antyder, spillede bandet rock og rul, hvilket de gjorde med et uforligneligt drive, der sikrede dem status af en yderst skattet liveattraktion på den britiske pubrock scene med speederen i bund.
Sideløbende skrev Lowe sange til andre og sig selv, og 1978-79 endte som de helt store sæsoner i karrieren med hits’ne Cruel to Be Kind (amerikansk Top 40 single) og I Love the Sound of Breaking Glass, der nåede top 10 i England. De nævnte er inkluderet på Lowes første soloalbums Jesus of Cool (1978) og Labour of Lust (1979) spækket med prima sangskrivning præget af new wave og power pop. Costello løftede Lowes bittert ironiske (What's So Funny 'Bout) Peace, Love, and Understanding mod nye højder i 1978, og i 80’erne fik Edmunds succes med And I Knew the Bride (When She Used to Rock 'n' Roll).
Nick Lowe har andel i Milk and Alcohol og That’s It, I Quit, som sikrede Dr. Feelgood fremdrift i karrieren, mens (I Live on a) Battlefield og I Need You blev indspillet af den fine sanger og keyboardspiller Paul Carrack, der medvirker på en del af Nick Lowes soloudgivelser. Selveste Johnny Cash tog fat i The Beast in Me på American Recordings albummet fra 1994. De nåede endda at være i familie med hinanden, idet Lowe i en årrække var gift med Cash’ steddatter Carlene Carter.
Som producer markerede Lowe sig stærkt ved at stå bag Elvis Costellos første fem albums mellem 1977-81, My Aim Is True, This Year's Model og Armed Forces samt Get Happy! og Trust, det ene mere mesterligt end det andet. De fortsatte samarbejdet i 1986 på Blood and Chocolate, der tangerede tilsvarende høj kvalitet. Lowe har desuden produceret new wave sangeren Wreckless Eric og roots rockeren Mickey Jupp ud over navne som The Pretenders, John Hiatt, The Fabulous Thunderbirds, Men They Couldn't Hang, Graham Parker, The Damned og de allerede omtalte Dr. Feelgood, Carlene Carter og Johnny Cash.
Signaturen her stødte på Lowe i 1987, da han sammen med Ry Cooder og trommeslageren Jim Keltner gav John Hiatt en hjælpende hånd på det hudløst ærlige og fremragende Bring The Family. De fire dannede i 1992 den kortlivede supergruppe Little Village, der nåede at udsende et studiealbum og gennemføre en længere turné, før man måtte erkende, at egoerne skyggede for potentialet, der mildest talt var af enorme proportioner.
Imellem Bring The Family og Little Village udgav Lowe det mere end almindeligt solide rockalbum Party of One, produceret af Dave Edmunds, der med numre som You Got the Look I Like, Gai-Gin Man, What's Shakin' on the Hill, All Men Are Liars og Refrigerator White havde fortjent en noget bedre skæbne end den tildelte. Country-rockeren The Impossible Bird (1994) og Dig My Mood (1998) i den mere klassiske rockstil klarede sig dog begge ganske flot.
Det nye årtusind er indtil videre endt som en mager omgang med blot fire albums. Det senest lancerede studiemateriale er således Quality Street: A Seasonal Selection for All the Family (2013), hvor Nick Lowe kastede sig over 12 sange med julen som tema, skrevet af ham selv, i samarbejde med andre og via fortolkninger af gammelkendt traditionelt materiale. Flere anmeldere i den internationale musikpresse mente, Lowe slap ganske heldigt fra opgaven, men for mig måtte han gerne snart udsende et mere regulært soloalbum før endelig pensionering.
Som sideman har Lowe live og i studiet spredt sig genremæssigt bredt. Ud over de allerede nævnte har han spillet med Brinsley Schwarz, John Lee Hooker, Tanita Tikaram, Robyn Hitchcock, Wilco og Blackie and the Rodeo Kings. Desuden har Nick Lowe ved koncerter og på plader ad flere omgange sidet ind hos den amerikanske instrumental gruppe Los Straitjackets fra Nashville, Tennessee.
Bandet spreder sig over garage- og surfrock til oprindelig 50’er rock’n’roll. Lowe kan høres på Sing Along with Los Straitjackets (2001), Quality Holiday Revue Live (2015), Walkabout (2020) og Live at the Haw River Ballroom (2020). På baggrund af deltagelsen i en episode fra Live From Daryl’s House udsendelserne, der næsten ikke kan anbefales nok, virker Nick Lowe som en lun og eftertænksom herre under samspillet med værten Daryl Hall, hvor de med T-Bone Wolk som tredje mand får fremført nogle af Lowes bedste skud i akustiske versioner. Det bliver de ingenlunde ringere af, og Cruel to Be Kind er og forbliver en pokkers god popsang.
