Mick Taylor 75 år
Michael Kevin Taylor, født den 17. januar 1949 i Welwyn Garden City nær Hertfordshire i England, er selvfølgelig særlig kendt for tiden hos The Rolling Stones, men har dog meget andet at byde på i en 60 år lang karriere, hvor han har markeret sig som en teknisk overordentlig velfunderet guitarist med et bluesmættet, melodisk fintunet og letflydende spil. En del koryfæer i musikhistorien har således nydt godt af Taylors flinkfingrede færdigheder.
Allerede som 10-årig havde han en guitar i hånden inspireret af skiffle, rock’n’roll og senere klassisk blues. Som ung teenager kom Taylor i midten af 60’erne med i bandet The Gods, der talte sangeren og guitaristen Ken Hensley, der i 70’erne blev kendt med Uriah Heep. I 1966 varmede The Gods op for selveste Cream. Samme år tog Taylor ind for at lytte til John Mayall’s Bluesbreakers og jammede med dem i 2. sæt, men forlod lokalet, før Mayall nåede at tale med det 17-årige stortalent for at udtrykke sin beundring for hans spil.
Taylor responderede på en annonce i musikbladet Melody Maker indrykket af Mayall, hvor denne søgte efter en afløser for Peter Green, og fik jobbet. Hos John Mayall's Bluesbreakers (1967–1969) nåede Taylor at bidrage væsentligt til albums som Crusade, Diary of a Band, Bare Wires og Blues from Laurel Canyon med en modenhed og virtuositet, der alderen taget i betragtning er af bemærkelsesværdig karakter. Han tog samtidig hul på at lære slidespillets ædle kunst og kom snart til at bemestre denne disciplin til UG.
Stones besluttede sommeren 1969 at udskifte Brian Jones som guitarist, og situationen blev ekstra akut, da Jones blev fundet død i sin swimmingpool i starte af juli måned blot 27 år gammel. Mayall anbefalede Taylor, der imponerede Jagger & co. under de første prøver, og han overdubbede guitarspor til Country Honk og Live With Me, der blev inkluderet på Let It Bleed albummet, og single kæmpehittet Honky Tonk Women udsendt den 4. juli 1969 blot en dag efter Jones bortgang.
Frem til exiten fra The Rolling Stones i slutningen af 1974 medvirkede Taylor på Let It Bleed (1969), Get Yer Ya-Ya's Out! The Rolling Stones in Concert (1970), Sticky Fingers (1971), Exile on Main St. (1972), Goats Head Soup (1973) og It's Only Rock 'n Roll (1974) og satte klare aftryk på den sagnomspundne og klassiske 1968-72 periode. Der er gennem tiden blevet spekuleret en del over grunden til, at Taylor forlod Stones, udråbt til klodens absolut største rockattraktion. Det er der flere årsager til, står Taylors udsagn til troende og udtrykt i flere interviews.
Han var langtfra blot den kønne, sky virkende og fåmælte person, han ofte er karakteriseret som, men tog til genmæle overfor Mick Jagger og Keith Richards for at få mere fodfæste i den kreative proces og ikke mindst i den lukrative sangskrivningsdel. Selv om Richards og Taylor udadtil virkede som den perfekte kombination med førstnævntes riffbaserede og rytmisk indpiskende stil og sidstnævntes elegante ekvilibrisme, eskalerede konflikterne faretruende mellem dem omkring 1973-74.
Den dekadente livsstil og tilhørende stimulansforbrug begyndte at gå grassat, og Taylor frygtede at ende som et narkovrag, der for at beskytte familien og sig selv endte med at kaste håndklædet i ringen. Han sprang flere sessions over til It's Only Rock 'n Roll pladen og brugte noget af 1974 til rejseaktivitet. Forholdet mellem ham og Richards blev endnu værre retur fra udlandet og udviklede sig i en decideret hadefuld retning ifølge Taylor. ‘I was a bit peeved about not getting credit for a couple of songs, but that wasn't the whole reason [I left the band]. I guess I just felt like I had enough. I decided to leave and start a group with Jack Bruce. I never really felt, and I don't know why, but I never felt I was gonna stay with the Stones forever, even right from the beginning’, lød forklaringen i et interview fra 2008.
I et andet interview i 1997 udtalte han: ‘We used to fight and argue all the time. And one of the things I got angry about was that Mick had promised to give me some credit for some of the songs – and he didn't. I believed I'd contributed enough. Let's put it this way – without my contribution those songs would not have existed. There's not many but enough, things like Sway og Moonlight Mile on Sticky Fingers and a couple of others.’ Trods disse skærmydsler har Jagger/Richards og Charlie Watts anerkendt Taylors betydning for bandets udviking i de fem år, han nåede at være med, hvilket egentlig også bare skulle mangle.
‘I think he had a big contribution. He made it very musical. He was a very fluent, melodic player, which we never had, and we don't have now. Neither Keith nor Ronnie Wood (who replaced Taylor) plays that kind of style. It was very good for me working with him .... Mick Taylor would play very fluid lines against my vocals. He was exciting, and he was very pretty, and it gave me something to follow, to bang off. Some people think that's the best version of the band that existed’, forklarede Jagger det i et interview med Rolling Stone i 1995.
Helt slut parterne imellem var Taylors afgang dog ikke, og i 2012-13 delte de scene adskillige gange under Stones’ 50 & Counting verdensturné, hvor Taylor på farten med gruppen sad ind på Midnight Rambler og Can You Hear Me Knockin’. Dette gentog sig i 2014 på rullestenenes 14 On Fire Tour. Ronnie Wood og Keith Richards har desuden gjort brug af Taylor på deres soloalbums, og i 90’erne spillede Taylor flere gange live med Bill Wyman’s Rhythm Kings. Nævnes bør det ligeledes, at Taylor høres på Tops og Waiting on a Friend fra Stones 1981 udgivelse Tattoo You.
I 1979 udkom Taylors første soloalbum Mick Taylor, der understreger hans kvaliteter som guitarist i et bluesrock farvet udtryk tilsat lidt latin- og jazzpåvirkning. Det andet og foreløbigt seneste studiealbum A Stone's Throw (1998) fortsætter i samme spor og er en tak bedre end forgængeren. Er man til bluesrock genren, kan A Stone's Throw anbefales på det varmeste. Derudover tæller Taylors diskografi en række koncertudgivelser, men han har ikke ladet høre fra sig i eget navn siden livepladen Little Red Rooster i 2007.
Taylors samarbejde med den amerikanske sanger og sangskriver Carla Olson er bestemt også værd at nævne og opsummeret på kompilationen Sway: The Best of Carla Olson & Mick Taylor (2020). Live og i studiet har Mick Taylor ud over de nævnte både arbejdet med nogle af de allerstørste navne og de mere nicheprægede; Joan Jett & the Blackhearts, Mike Oldfield, Herbie Mann, Billy Preston, Little Feat, Gong, Grateful Dead og Bob Dylan.
Historien om Taylor rummer også en interesant dansk vinkel, idet han er med på Black Angel og Early Morning Blues fra Savage Rose internationale satsning Black Angel (1995). Mick Taylor virker som den fødte guitarist med tæft for the blues i det melodisk fintfølende spil, en gigant blandt giganter på sit instrument. Tjek blot hans solo på Stones’ Time Waits for No One og hele Brussels Affair (Live 1973) albummet, der er en kollektiv magtdemonstration med Taylor som det solistiske trumfkort.
