Roger Daltrey 80 år
The Who’s Roger Daltrey er en af rockens mest markante sangere og frontmænd kendt for sit dynamiske mikrofonkastende sceneshow. Hans fulde navn lyder Roger Harry Daltrey, født den 1. marts 1944 i East Acton få kilometer fra London. Som dreng klarede Roger sig flot i skolen, fattede hurtigt interesse for musikken og byggede sin egen guitar, der skulle ligne en Fender Stratocaster. Efter Daltrey kom med i skiffle bandet The Detours, meldte oprørstrangen sig, og han blev smidt ud af skolen som 15årig for at ryge smøger og dårlig opførsel generelt.
The Detours, der siden starten af 60’erne talte Pete Townshend, John Entwistle og Keith Moon, fandt ud af, at et andet band brugte samme navn, hvorefter man nåede til enighed om at kalde sig The Who. I starten af The Who’s levetid var Daltrey machomanden med de hårde attituder ude på trøjen og dannede den diametrale modsætning til Pete Townshend som gruppens intellektuelle og kreative kraftcenter, der stod for de fleste af sangene.
Ad åre udviklede Daltrey sig til en mere moden performer med flere strenge at spille på, hvilket hans personificering af den blinde og døvstumme hovedkarakter i Tommy (1969) er et glimrende eksempel på. Senere toppede han præstationen med konceptfortællingen Quadrophenia (1973) og beviste på gruppens absolutte hovedværk Who’s Next (1971), at han vitterlig er en vokalist af betydeligt format.
Roger Daltrey, der i slutningen af 2018 udgav sin selvbiografi Thanks A Lot Mr. Kibblewhite: My Story, hvis titel er møntet på den lærer, der fik ham verfet ud af grundskolen, har desuden en længere karriere bag sig som solokunstner, skuespiller og filmproducer. Ydermere er han en habil mundharpespiller og kendt som et behageligt og imødekommende menneske i offentligheden.
En britisk gentleman der efterhånden har lagt de vildeste udskejelser og krukkede manerer bag sig. Så er der jo de mange rockklassikere, han har forædlet med sin stemmepragt hos The Who fra de første singler og den heftigt rykkende debut lp My Generation (1965) frem til WHO (2019). Her nævnes i flæng I Can’t Explain, My Generation, Substitute, I Can See for Miles, Pinball Wizard, Won't Get Fooled Again, Baba O'Riley, Behind Blue Eyes, The Real Me, 5.15, Who Are You og You Better You Bet udsendt i bandets første levetid, der sluttede med den noget matte It’s Hard (1982).
Han solodebuterede med Daltrey (1973), der viste en blødere side af repertoiret, hvorfra Giving It All Away blev et pænt singlehit skrevet af Leo Sayer. Daltreys andet album Ride a Rock Horse (1975) med større vægt på soul og r&b klarede sig tilsvarende godt. I 1980 spillede han hovedrollen i filmen McVicar, hvis soundtrack indeholdt Free Me og Without Your Love, der vakte positiv genklang hos den støt stigende fanskare.
Parting Should Be Painless (1984) skuffede fælt, men der er anderledes bid i Under a Raging Moon (1985), hvis titelsang med indlagte trommesoloer som dramatisk afsluttende effekt er en hyldest til Keith Moon, der døde i 1978. Daltrey synger som en drøm på sit sjette album, der blev fulgt op af de mere anonymt klingende Can't Wait to See the Movie (1987) og Rocks in the Head (1992). Derefter stod den på en lang pause med aktiviteterne i eget navn fraset enkeltstående projekter og først brudt mere end 20 år senere.
Det skete, da den tidligere Dr. Feelgood og Ian Dury guitarist Wilko Johnson dannede duo med Roger Daltrey i 2014 for at holde liv i nogle klassiske dyder i britisk rock med rødder tilbage til r&b og pub rock, hvilket blev indfriet over al forventning med det fremragende album Going Back Home. Flankeret af en flok erfarne sidemen og den virtuose mundharpespiller Steve Weston lykkedes det de to aldrende veteraner at puste fornyet liv i de nævnte genrer med spilletid på blot 34 minutter efter devisen kvalitet frem for kvantitet.
De lovende takter fortsatte på det rene soloalbum As Long as I Have You (2018), der præsenterer Daltrey i stemmemæssig storform boltrende sig i rock og rul, ballader, soul og r&b med hjælp fra et imponerende opbud af musikere, korsangere og den tro væbner Pete Townshend. Faktisk har Daltrey sjældent lydt bedre, hvilket i hans tilfælde siger ikke så lidt. Livealbummet The Who's Tommy Orchestral (2019) i anledning af 50 års jubilæet for den kendte rockopera føjer dog ikke nævneværdigt nyt til den version, The Who rejste rundt med de år, selv om Daltrey gør det fint på egen hånd for stor besætning.
Det er blevet til en lang række optrædender i spille- og dokumentarfilm samt tv-produktioner for Roger Daltrey, der heller ikke just er karrig med sine politiske holdninger. Han støttede oprindelig The Labour Party og har altid udtrykt stolthed over sin arbejderklasse baggrund, men gik i kritisk opposition til Blair regeringens immigrationspolitik og affejede den senere leder Jeremy Corbyn som værende alt for rød. Daltrey bakkede op om et Brexit for England under afstemningen i 2016 og skrev blandt andet i The Mirror:
Whatever happens our country should never fear the consequences of leaving. We went into the Common Market in 1973. Do you know what was going on before we went in? It was the 1960s. The most exciting time ever – Britain was Swinging. Films, Theatre, Fashion, Art and Music... Britain was the centre of the world. You got that because Britain was doing its own thing. It was independent. Not sure we'll ever get that again when we're ruled by bureaucrats in the European Union.’
Under et interview i 2021 fik woke bevægelsen et fur; ‘it's terrifying, the miserable world they're going to create for themselves. I mean, anyone who's lived a life and you see what they're doing, you just know that it's a route to nowhere’, med henvisning til hvad Daltrey opfatter som selvcensur og mangel på kunstnerisk frihed af angst for at støde nogen. Roger Daltrey er sin egen i musikbranchen, der ikke altid istemmer det, som anses for værende comme il faut på bjerget. En på alle måder kraftfuld stemme med kant, der nu er blevet en del af rockstjernernes eksklusive ‘klub 80’.
