Henry Mancini 100 år

Hvorvidt dele af Henry Mancinis musik kan kaldes for ‘rigtig’ jazz eller ej, må være op til de lærde at strides om. Han har skrevet iørefaldende filmmelodier, og arrangementerne til de bedste af dem har et hipt og tidløst skær over sig. Han adskiller sig fra de fleste af sine kolleger ved at have haft lige så stor succes inden som uden for filmbranchen. Dette fortæller antallet af nomineringer og priser deres tydelige sprog om: Mancini blev indstillet til 18 Oscars og vandt de fire, 11 Golden Globes heraf en hjemtaget og hele 72 Grammy Awards, hvoraf han sikrede sig de 20.

Komponisten, sangskriveren, arrangøren, dirigenten, pianisten og fløjtenisten Henry Mancini blev født den 16. april 1924, i Cleeveland, Ohio, og det fulde navn lød Enrico Nicola Mancini. Mancini, der fik øgenavnet Hank, døde den 14. juni 1994 bosat i det fashionable Beverly Hills-kvarter i Los Angeles, Californien. Mancini er uddannet fra Carnegie Institute of Technology og den prestigefyldte Juilliard School of Music. Han startede sin professionelle karriere med at spille dansemusik. Efter endt militærtjeneste i 1946 fik han job som pianist i Tex Benekes Glenn Miller orkester.

I 1951 blev han ansat i Universals musikafdeling og komponerede, sammen med flere andre scores til revl og krat af, hvad selskabet spyttede ud af film i det årti. I selvbiografien Did They Mention the Music? (1989) beskriver han ret humoristisk, hvor hurtigt de arbejdede, og hvordan de tyvstjal temaer og melodistumper fra hinanden. Fra tiden hos Universal er det værd at fremhæve den velarrangerede jazzmusik til Glenn Miller Story (1954), der indbragte den første Oscar nominering, og The Benny Goodman Story (1955).

Henry Mancini er særlig kendt for det hektisk pulserende tema fra tv-serien Peter Gunn, som blandt andet The Blues Brothers, Duane Eddy og The Art of Noise har haft fat i. Om det knap to minutter lange stykke i den oprindelige version har Mancini fortalt følgende i sin selvbiografi: ‘The Peter Gunn title theme actually derives more from rock and roll than from jazz. I used guitar and piano in unison, playing what is known in music as an ostinato, which means obstinate. It was sustained throughout the piece, giving it a sinister effect, with some frightened saxophone sounds and some shouting brass. The piece has one chord throughout and a super-simple top line.’

Peter Gunn serien indledte Mancinis mangeårige parløb med instruktøren Blake Edwards, der på filmfronten fik en forrygende optakt med Breakfast at Tiffany's (1961), som er baseret på Truman Capotes roman af samme navn og en romantisk komedie om pigen Holly Goligthly, der lever livet i New Yorks feststemte high society miljø. Mancini overtalte producenten til, at han både leverede musikken og en sang til Holly, spillet af Audrey Hepburn. Selv om Hepburn ikke var den store sangerinde, fik hun alligevel lov til at fremføre den sødmefyldte og smukt svungne Moon River med tekst af Johnny Mercer.

Nummeret citeres flittigt på lydsporet, og Mancini fejrede den totale triumf ved at modtage to Oscars året efter, en for bedste musik og en for bedste sang. Scoret indeholder flere af de elementer, der er karakteristisk for hovedparten af hans musik: symfonisk vellyd blandet med uptempo-jazz, inciterende latinrytmer og fremadskridende baslinjer, Peter Gunn og Den lyserøde panter signaturmelodierne er gode eksempler på.

Succesen fortsatte med Days of Wine and Roses (1962), et sindsoprivende melodrama om to alkoholikere spillet med enorm indlevelse og nerve af Jack Lemmon og Lee Remick, der konstant ser bunden af flasken. Titelsangen indbragte endnu en Oscar og er en født klassiker på linje med Moon River. Fra samme år skal også neo noir thrilleren Experiment in Terror nævnes, hvor Mancini og Edwards viser deres samlede klasse på lyd- og billedsiden.

Serien om Den lyserøde panter med Peter Sellers i hovedrollen som den fjollede inspector Clouseau strakte sig over otte film, men de fleste er sandsynligvis enige i, at den første fra 1964 er den mest helstøbte. Her er det bassens slentrende tone i det udødelige hovedtema, der er i fokus sammen med den melodiøst klingende tenorsaxofon, der skabte en musikalsk optakt, som millioner af filmelskere verden over i det lidt ældre segment er i stand til at nynne med på.

Åbningsscenen i Orson Welles mesterlige film noir hovedværk Touch of Evil (Politiets blinde øje, 1958), hvor kameraerne følger hovedkarakterernes køretur mod den mexicanske grænse med en bombe i bagagerummet, er lydsat af Mancinis perkussive og blæserbårne latinrytmer, rock’n’roll og lidt jazz. Hans musik forlener generelt filmen med ekstra kant og fremdrift, Welles forstod at gøre brug af de rette steder. Touch of Evil er et fuldgyldigt bevis på, hvad en markant visuel kunstner formår i samarbejde med en tilsvarende kapacitet inden for sit felt, når de hver især får plads i gensidig respekt for hinanden.

Den berømte komponist gik til sansebombarderende yderligerheder med underlægningen af Terence Youngs neglebidende psykologiske thriller Wait Until Dark (1967), hvor Audrey Hepburn spiller den blinde unge kvinde, der i bulderravende mørke forsvarer sig mod en aggressiv indbrudstyv. Mancini brugte på effektfuld vis to klaverer, der blev stemt indbyrdes med en kvarttones mellemrum, som afføder nogle enerverende, ofte disharmoniske, ildevarslende og dystre lyde, der forstærker filmens element af uhygge markant.

Alfred Hitchcocks Frenzy (1972) om den nekrofile slipsemorder Richard Blaney, er afgjort en af hans bedste film fra den sene karriere, der har sine momenter og kendetegnet ved kulsort, engelsk humor. En af de mere dramatiske omstændigheder omkring den bestod i, at Hitchcock kasserede et score skrevet af Henry Mancini, fordi han skønnede, det lød for makabert. Ifølge Mancinis erindringer havde instruktøren først godkendt det, men pludselig ombestemt sig. Ron Goodwin overtog jobbet, og leverede et resultat, der er langt lettere i tonen end Mancinis bud.

Mancini måtte atter på podiet i 1982 for at hente en Oscar, han modtog for sangene til Blake Edwards musical Victor - Victoria. Mancini, der også er berømt for sin Baby Elephant Walk fra Howard Hawks' Hatari (1962), investerede en væsentlig del af sin anseelige formue opnået ved hjælp af royalties og pladesalg i fonde, som skulle komme nye musikalske talenter til gode, hvilket er fortsat frem mod vor tid. Mancinis diskografi, der indeholder udgivelser i eget navn, soundtracks og kompilationer, er nemlig af samme omfang som mængden af film, han har skrevet underlægning til.

Desuden har denne flittige alt-mulig-mand i tonernes verdens bidraget til et pænt antal tv-produktioner ud over Peter Gunn. Som det meste, der har med Henry Mancinis kolossale og alsidige virke at gøre, er også listen over de navne, der har prøvet kræfter med hans sange, imponerende. Her nævnes i flæng Andy Williams, Paul Anka, Pat Boone, Frank Sinatra, Perry Como, Trini Lopez, George Maharis, Johnny Mathis, Quincy Jones, The Lennon Sisters, The Lettermen, Herb Alpert, Sarah Vaughan, Shelly Manne, Liberace, Mantovani, Tony Bennett og Julie London. Æret være Henry Mancinis minde.