Nicky Hopkins 80 år
Denne illustrative liste af rockhistoriens ypperste navne, der tæller The Rolling Stones, The Kinks, The Who, The Beatles, The Steve Miller Band, Jefferson Airplane, Rod Stewart, George Harrison, John Lennon, Paul McCartney, Ringo Starr, The Hollies, Cat Stevens, Carly Simon, Harry Nilsson, Joe Walsh, Peter Frampton, Jerry Garcia, Jeff Beck, Joe Cocker, Art Garfunkel, Badfinger, Graham Parker, Gary Moore, Quicksilver Messenger Service, Meat Loaf, Ron Wood, Dusty Springfield og Donovan har alle en ting til fælles: Nicky Hopkins.
Den britiske pianist og sessionveteran nåede i løbet af mere end 30 år at optræde live og studieindspille med alle de nævnte i sin karriere, der næsten kan tage pippet fra en, når hans diskografi nærstuderes blot en lille smule. Nicholas Christian Hopkins blev født den 24. februar 1944 i Perival nær Middlesex i England og døde den 6. september 1994 i Nashville, Tennessee i USA. Hopkins ville således være fyldt 80 i år, men nåede kun 50 i et liv fyldt med rock- og bluesmusik fra øverste hylde og præget af sygdom samt svær alkoholisme.
Hopkins begyndte at spille klaver som treårig og døjede det meste af livet igennem af Chrons sygdom, der førte til kronisk træthed og betydeligt vægttab, hvilket gjorde turnélivet vanskeligt, hvor han af ren frustration tyede til flasken. Derfor blev studiet den foretrukne arbejdsplads med det ene lukrative tilbud efter det andet. Hopkins opnåede adgang og stipendie til Royal Academy of Music i London og studerede der i en årrække, indtil musikbranchen trak det længste strå.
Omkring 1960 begyndte han at spille med den excentriske sanger Screaming Lord Sutch og blev et par år senere del af Cyril Davies (R&B) All-Stars. Hopkins måtte dog holde en ufrivillig pause på halvandet år grundet Chrons sygdom og flere risikable operationer, der nær havde kostet ham livet. Hopkins vendte styrket tilbage og fokuserede på jobbet som sessionmusiker, der sikrede ham legendestatus og en celeber vennekreds, de færreste turde drømme om.
Ikke mindst The Rolling Stones gjorde brug af Hopkins, der har medvirket på samtlige studiealbums fra Their Satanic Majesties Request (1967) til Tattoo You (1981) minus Some Girls (1978). Han satte sin signatur på sange som We Love You, She's a Rainbow, Sympathy for the Devil, No Expectations, Salt of the Earth, Gimme Shelter, Monkey Man, Sway, Loving Cup, Coming Down Again, Angie, Time Waits for No One, Fool to Cry og Waiting on a Friend. Hopkins er med på 14 numre ud af 18 på Exile on Main St (1972), hvor hans beherskelse af forskellige genrer særligt kom til udtryk.
Nicky Hopkins spillede live med bandet fra 1971-73, var på tale til Steel Wheels turnéen i 1989, men blev fravalgt, da helbredet igen viste sig at være et problem. Hos Kinks nåede Hopkins at være med på The Kink Kontroversy (1965), Face to Face (1966), Something Else by The Kinks (1967) og The Kinks Are the Village Green Preservation Society (1968). Han hævdede senere kun at have modtaget betaling for en brøkdel af sit arbejde, og at Ray Davies tog æren for noget af det.
Trods misstemningen udtalte Ray Davies sig positivt om Hopkins efter hans død: ‘Nicky, unlike lesser musicians, didn't try to show off; he would only play when necessary. But he had the ability to turn an ordinary track into a gem – slotting in the right chord at the right time or dropping a set of triplets around the back beat, just enough to make you want to dance. On a ballad, he could sense which notes to wrap around the song without being obtrusive. He managed to give "Days," for instance, a mysterious religious quality without being sentimental or pious.’
The Who inviterede Hopkins med på debutalbummet My Generation (1965), der sågar fik andel i det hæsblæsende instrumentalnummer The Ox, der er et overlegent bevis på hans virtuose kunnen. Det samme gør sig gældende på Who’s Next, hvor Hopkins nærmest gør Song is Over og Getting in Tune til sine egne med sit lyriske og harmonisk velklingende spil. Hopkins høres ligeledes på on The Who by Numbers og på lydsporet til Ken Russells kitschede Tommy filmatisering i 1975. Han har givet udtryk for, at The Who er et af de navne, han især nød at være i studiet med, og alt tyder på, at glæden er gensidig.
Hos The Beatles blev det til et enkelt nummer, Revolution, bagsiden til Hey Jude (1968), hvor Hopkins endda diverterede med en kort solo. Til gengæld har samtlige Beatler gjort brug af ham i deres solokarrierer, hvor han kan nydes på blandt andet John Lennons Imagine, George Harrisons Living in the Material World, Ringo Starrs Ringo og Paul McCartneys Flowers in the Dirt. Hopkins har udsendt tre soloalbums, The Revolutionary Piano of Nicky Hopkins (1966), The Tin Man Was a Dreamer (1973) og No More Changes (1975) samt flere soundtracks.
I starten af 80’erne meldte Hopkins sig ind i The Church of Scientology og fulgte et af deres rehabiliteringsforløb i håb om at blive alkoholdjævlen kvit. Han lagde klaver på flere af grundlæggeren L. Ron Hubbards musikudgivelser tiltænkt kirkesamfundets medlemmer. Der er udgivet et par bøger om Hopkins, som desværre ikke nåede at færdiggøre det selvbiografiske projekt, han arbejdede på frem til sin død.
Dokumentaren om ham, The Session Man, havde premiere ved et par mindre filmfestivaler efteråret 2023 og blev vist under Berlin Independent Film Festival 2024, hvor den vandt The Low Budget Feature Award. Jeg har set nogle klip fra den via YouTube, der tegner yderst lovende. Måtte den snarligst blive alment tilgængelig og ryge i handlen som dvd og Blu-ray. Det vil være mere end blot fortjent. Æret være Nicky Hopkins minde, en gigant i sit fag blandt de allerstørste giganter.
