Digital rumklang i rum og tid
Med sit syvende studiealbum Body and Soul, der udkom den 14. marts 1984, rykkede Joe Jackson ind i den digitale æra med en blanding af sofistikeret pop, soul og latin tilsat et strejf af jazz og inspiration fra filmmusik samt moderne kompositionsteknik. Jackson har favnet stilistisk bredt i karrieren og gør det i udpræget grad på Body and Soul, hvor rytmegruppen indspillede grundsporene live i en nøje udvalgt lokation i New York med den rette akustik.
De enkelte instrumenter blev optaget med hver deres mikrofon, mens man samtidig valgte at indfange rummets særlige karakter og ekkoforhold ved hjælp af to mikrofoner placeret der, hvor de fik fat i mest mulig ambience. Al lydlig information blev sammen med de nødvendige overdubs kørt igennem de nyeste digitale mixerpulte og båndmaskiner, der var fremme på markedet, sat op i det kontrolrum, hvor efterbehandlingen fandt sted.
Det sørgede pladens co.-producer David Kershenbaum for, der allerede havde samarbejdet med Joe Jackson på hans første udgivelser Look Sharp! og I'm the Man begge fra 1979 præget af kontant punkrock og new wave. Body and Soul slog ind på radikalt anderledes kursretninger, hvor interaktion og samspil blev prioriteret højere end den møjsommelige lag på lag metode, Jackson hidtil havde betjent sig af i mere dødt lydende rum.
Der signaleres jazz på coveret med tydelig adresse til røgfyldte miljøer og det visuelle look fra saxofonisten Sonny Rollins 1957 album Vol. 2, mens den valgte titel knytter an til Coleman Hawkins' 1939 indspilning af den udødelige klassiker Body and Soul. Latin udtrykket er en genganger fra Jacksons 1982 udgivelse Night and Day, en af de absolut bedste fra kataloget, mens det filmmusikalske håndelag blev afprøvet på lydsporet til Mike's Murder (1983), hvorfra nummeret Memphis blev et mindre hit.
Det funky medrivende You Can't Get What You Want (Till You Know What You Want) tilføjet Graham Mabys slap-bas teknik og Vinnie Zummos bebop-farvede guitarsolo gjorde sig glimrende som single sammen med den smægtende pop-duet Happy Ending, hvor Jackson krydser vokal klinge med albummets korsanger Elaine Caswell, og Be My Number Two en af hans mest gennemført smukke ballader overhovedet.
Om Happy Ending har Jackson udtalt: ‘I always liked the idea of doing a duet, I always liked the idea of two voices trading off against each other. I had the idea that if I did [a duet], it should be a classic sounding sort of song, it should sound like a '60s kind of pop, boy-and-girl duet, but from an '80s perspective, and I think that's what this song is. On the face of it, it sounds like a bright, cheerful pop song about 'oh yeah, we're in love' and all that sort of thing, but in actual fact there's a lot of cynicism and disillusionment in it.’
Ellen Foley og Elaine Caswell fungerer perfekt som korsangere på albummet, der matcher og komplementerer Jacksons inderlige vokalarbejde, hvilket især demonstreres på slutstykket af den syv minutter lange Heart of Ice, der er bygget op som en raffineret bolero, der vokser i intensitet og klang i stil med Ravels berømte 1928 komposition. Den fejende flotte The Verdict låner fra filmmusikkens tonale univers og er lyrisk inspireret af handlingen i Sidney Lumets retssalsdrama af samme navn udsendt i 1982 med Paul Newman i hovedrollen.
Loisaida med dets roligt svævende og melodimæssigt nøje gennemarbejdede opbygning er atter et bevis på Jacksons kompositoriske klasse båret frem af Tony Aiellos saxspil henover temaet. Samme høje niveau gør sig gældende på Not Here, Not Now, der understreger Jacksons kvaliteter som sanger og pianist. Han er en ørn bag tangentinstrumenter, hvilket kommer til udtryk på hele Body and Soul og ikke mindst Cha Cha Loco med lån fra salsa og cha-cha-cha.
Arsenalet af latin slagtøj er i anvendelse her og der med güiro, claves og timbales, der dels sikrer ekstra fremdrift, hvor det er nødvendigt, og dels skaber en diskret underspillet stemning i de mere afdæmpede passager. Jackson er de subtile detaljers mand, der heller ikke er bleg for at finde danseskoene og de effektive metoder frem som i den Motown soulstampende Go for It.
Den arbejdsomt aktive Joe Jackson havde prøvet flere af sangene af i mindre klubber i New York, hvor albummet også er færdigmixet, og turnerede med materialet over store dele af Europa, USA og Canada, indtil han nærmest kollapsede af udmattelse. ‘The hardest I ever did; it came too soon after the last one, and by the end of it I was so burned out I swore I'd never tour again’, lød det fra Jackson, der valgte at tage en længere pause ovenpå disse strabadser.
Body and Soul ramte 80’er tidsånden på kornet, hvor navne som The Style Council, Sade, Simply Red og Everything but the Girl tog fat i de samme soul-, jazz- og latinpåvirkede stilretninger uden dog helt at tangere Joe Jacksons fornemmelse for genrernes særlige karakteristika. Af samme årsager når Night and Day og Body and Soul nogle spadestik dybere ned i den tonale materie, som sikrer dem blivende kvaliteter, der til stadighed er værd at dykke ned i.
Joe Jackson er ikke for fastholdere, der stædigt og vedholdende har betrådt sine egne stier, hvilket denne signatur gennem mere end 40 år er ham dyb taknemmelig for.