Marlon Brando 100 år
Marlon Brando, født den 3. april 1924 i Omaha, Nebraska - død den 1. juli 2004 i Los Angeles, Californien, har fortjent opnået status som en af filmhistoriens absolut største skuespillere, men også som en af de mest kontroversielle, politisk åbenmundede og besværlige, når det stak ham, og de indre dæmoner rasede i et omskifteligt og påvirkeligt sind. Han er uddannet i Actors Studio og hos Stella Adler Studio of Acting , hvor han lærte Konstantin Stanislavskis metode med at vende det indre ud og det ydre ind for at opnå maksimal adgang til følelser, vrede og ubevidste lag i ens personlighed, der frisætter emotionel energi og med til at skabe den karakter, man har fået til opgave at spille og gestalte på det psykiske og fysiske plan.
Karrieren, der strakte sig fra invalid krigsveteran i The Men (1950) til aldrende gangster overfor Robert De Niro i The Score (2001), er rig på højdepunkter, men ligeledes præget af trættekær tomgang, hvor Brando, når det stod værst til, stirrede apatisk ind i kameraet og lignede en, der blot ventede på sin næste check. Trods disse forbehold og ‘anmærkninger’ i karakterbogen har Martin Scorsese ret i følgende udtalelse: ‘Han er markøren. Der er ‘før Brando’ og ‘efter Brando.’ Kort sagt umulig at komme udenom i en filmhistorisk diskurs.
Den forkætrede, rebelske og ombejlede Brando, der offentligt talte de sorte og indfødte indianeres sag, var i stand til at forædle en rolle med sin blotte tilstedeværelse og til at køre milliondyre projekter tæt på kollaps, når nykkerne og humørsvingningerne truede med at vinde over professionalismen. Begge dele mærkede instruktøren Francis Ford Coppola på egen krop under arbejdet med The Godfather (1972) og Apocalypse Now (Dommedag nu, 1979), og da Brando sendte en indiansk aktivist for at takke nej til Oscaren for bedste hovedrolle som Don Corleone i førstnævnte film.
Den aldrende Don Vito Corleone gør sig i The Godfather til herre over liv og død ved hjælp af tilbud, der er svære at modstå, hvis ej man ønsker at ende six feet under. Han når at give magten videre til sønnen Michael (Al Pacino), inden han vælter omkuld af et slagtilfælde. Andre megastjerner modtog budet om at spille Don Corleone, men Coppola kæmpede hårdt for Brando, der ikke huede Paramount folkene grundet et blakket ry. Brando måtte acceptere en lavere betaling og skrive under på en erklæring om ikke at forsinke indspilningsprocessen med vilje.
Han gik metodisk til værks, puttede vattamponer i munden for at opnå den karakteristisk mumlende talemåde, redte håret med sort skosværte og strøg selv kraven på de hvide skjorter, han bar i mange af scenerne. Brando tager alle stik med sit dragende, præcise og minimalistiske spil. Brandos stedfortræder til Oscar uddelingen i 1973, Sacheen Littlefeather, fik afleveret sit budskab og nåede på knap halvandet minut at redegøre for superstjernens fravær under en seance præget af spredte klapsalver og direkte fjendtlighed, der vakte betydelig opsigt og forargelse i USA. Brando brød sig ganske enkelt ikke om den stereotype måde, USAs indianere ofte blev portrætteret på i film og populærkultur. Af samme grund udeblev han også fra årets Golden Globe festligheder.
Den berømmede, berygtede og kvindebedårerende skuespiller, der ud over at være kendt som Hollywoods ‘problembarn’ og for talrige stormfulde affærer (far til 11 børn), bør også huskes for stærkt mindeværdigt spil i klassikere som Omstigning til paradis (1951), The Wild One (1953), I storbyens havn (1954), One-Eyed Jacks (hans eneste som instruktør, 1961), The Chase (1966), Sidste tango i Paris (1972) og overfor Jack Nicholson i The Missouri Breaks (1976).
Rollen som den tyranniske machomand Stanley Kowalski i A Streetcar Named Desire indbragte Brando den første af en række Academy Award nomineringer for Bedste mandlige skuespiller og indvarslede hans dominans i faget i første halvdel af 50’erne, der udviklede sig til en imponerende stime af priser, nomineringer og udmærkelser herunder Oscar, Golden Globe, BAFTA, Cannes festivalen og filmkritikernes egne hædersbevisninger.
Marlon Brando gav liv til outsidere, oprørere, revolutionere skikkelser og ensomme ulve i A Streetcar…, Viva Zapata! (1952), Julius Caesar (1953), The Wild One (1953) og On the Waterfront (1954), der bryder med konventioner, antænder generationskonflikter og ønsker politiske forandringer, mens de samtidig forsøger at heale splittelserne i deres eget sind. Brandos præstation som Terry Malloy i On the Waterfront er uforglemmelig, og sjældent har en Oscar for bedste hovedrolle været mere fortjent og indlysende end denne.
Personligt holder jeg meget af de humoristiske kvaliteter, Brando brillerer med i The Teahouse of the August Moon (1956), hvor han agerer en snu tilfangetagen japaner, der driver gæk med de amerikanske besættelsesmyndigheder. Hans krumspring, besynderlige accent og kropslige energi er hele filmfarcen værd. Brandos western One-Eyed Jacks, der oprindelig skulle have været instrueret af Stanley Kubrick, havde fortjent langt bedre, hvilket ikke gælder den knap tre timer lange Mutiny on the Bounty, der blev en kunstnerisk og kommerciel bundskraber.
Tilsvarende skidt gik det for Bedtime Story (1964), The Appaloosa (1966), A Countess from Hong Kong (1967) og The Night of the Following Day (1969), hvor Brando her og der minder om en grimasse, der skal passe. Dramaet Reflections in a Golden Eye (John Huston, 1967) og den politiske fabel om imperialisme og kolonialisme, Burn! (1969), Brando har udtrykt en vis tilfreds med, er bestemt at foretrække frem for de fire ovennævnte. Højdepunktet fra årtiet er Arthur Penns trykkoger The Chase, der tager fat på emner som racisme, korruption og selvtægt med Brando i storform som den lokale sherif, der kæmper for lov og ret.
Bernardo Bertoluccis Sidste Tango i Paris cementerede Brandos generhvervede position som box office garant efter The Godfather. Sidste Tango….. blev genstand for en del opstandelse på grund af det erotiske indhold. Især scenen, der mere end blot antyder sodomi ved hjælp af en pakke smør, satte sindende i bevægelse. Brando udlever sine seksuelle fantasier i rollen som enkemanden Paul, men har sideløbende en del tumult på de indre linjer at kæmpe med herunder et raseri rettet mod den afdøde kone i en længere monolog, hvor Stanislavski metoden kommer på (over)arbejde.
The Doors dramatiske The End tonesætter lyden af ‘Helvedets Forgård’ i Apocalypse Now både i indledningen, hvor Martin Sheens desillusionerede karakter kaptajn Benjamin L. Willard vågner op til krigstraumatiserede tømmermænd og i afslutningen, da Willard skal eliminere renegaten oberst Walter E. Kurtz spillet sveddryppende og lavmælt hviskende af Marlon Brando. Kurtz slutreplik ‘The Horror The Horror’ efter kaptajnens blodige besærkergang med sin machete går lige i centralnervesystemet sammen med Kurtz monolog om krigens rædsler, hans egne ugerninger, og hvem der har moralsk ret til at dømme andre. Dokumentaren om selve spillefilmens tilblivelse, Heats of Darkness: A Filmmakers Apocalypse, kommer også ind på Brandos rolle og krav om, at hans svært overvægtige korpus skulle filmes mest muligt i mørke kun iført sort tøj og med hovedet synligt.
80’erne og 90’erne bød på cineastisk smalkost, for nu at udtrykke det diplomatisk, hvilket førte til direkte hån, spot og latterliggørelse, da Brando blev nomineret i de værst tænkelige og alternative pris kategorier opfundet af satiriske spøgefugle i branchen, der til dagligt arbejder som anmeldere og undervisere på universiteternes filmlinjer. Brando fik den lidet flatterende ære at komme i betragtning til Stinkers Bad Movie Awards udnævnelserne Worst Supporting Actor og Most Annoying Fake Accent: Male for The Formula (1980).
Stinkers Bad Movie Awards havde atter fat i ham med The Island of Dr. Moreau (1996) for dårligt skuespil og mest kiksede frisure. Heller ikke Razzie Awards også kendt som Golden Raspberry Awards holdt sig tilbage og udelte hug til Brando i Christopher Columbus: The Discovery (1992) og igen for The Island…. Brando vandt både en Stinkers og en Razzie, han sikkert helst havde været foruden.
Den glimrende dokumentar Listen to Me Marlon (2015), der kommer tæt på fænomenet Marlon Brando med uddrag fra hans indtalte historier og refleksioner på ikke tidligere offentliggjorte kassettebånd, giver et unikt indblik i et søgende og filosofisk menneskes tanker og drømme. Alene klangen af Marlon Brandos stemme, dens betoninger og diktion er et helt studie i sig selv, der sammen med den fysiske fremtoning gjorde ham til et begreb og et verdensnavn af uomtvisteligt format i det 20. århundrede.
Som Terry Malloy udtrykte det overfor storebroren Charley i On The Waterfront spillet af Rod Steiger: ‘You don't understand. I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am, let's face it.’ Linjerne er nogle af de mest ikoniske i filmmediets historie og nærmest at betragte som grundstenene i amerikansk kultur, samfundsliv og kapitalisme, hvor penge, succes og selfmade man attituden stadig er i høj kurs og gangbar valuta. Marlon Brando havde høj klasse i de bedste stunder, udfordrede Hollywood systemet, han havde et ambivalent forhold til, men måske han omvendt følte sig som en misforstået bums, når flop og fiasko mødte middelmådighed, kontroverser og skandaler.
I anledning af de 100 er det imidlertid mest betimeligt at mindes triumferne, priserne og præstationerne. For Marlon Brando var også The comeback kid, der groggy og forslået vendte de sidste runder til sejr med The Godfather og Sidste tango i Paris som rene knock-out stød. Mere arketypisk amerikansk kan det næppe blive, en mentalitet Brando var rundet af på godt og ondt.
Læs flere artikler om musik og film på Vilhelms værelse.