Robert De Niro 80 år
Robert Anthony De Niro, født den 17. august 1943 i New York City, forbindes ofte og med god grund med instruktøren Martin Scorseses produktioner, men den irsk/italienske stjerneskuespiller af afstamning er dog meget andet end det.
De Niro har sat sine adelsmærker som karakterskaber i alt fra det mere eksperimenterende og filmhistoriske hovedværker til kulørt ramasjang og lavkomiske farcer. Mere konsekvens og kvalitetsans i udvælgelsen af roller kunne have været ønskeligt i ny og næ, men højdepunkterne er så mange og strålende, at der er en del at tære af på tilgivelseskontoen.
De ædle færdigheder blev lært på Stella Adler Conservatory og Lee Strasbergs berømmede Actors Studio, hvor mangt og mange før De Niros storhedstid og hans samtidige modtog undervisning i at krænge det indre ud og det ydre ind i bestræbelserne på at forme troværdige skikkelser, folk i biograferne har kunnet juble, græde og grine med, mens man samtidig måske blev en anelse klogere på sig selv i fiktionsverdens gyldne skær.
Efter at have vist lovende takter i Brian de Palmas oprørske og konventionsbrydende modkultur film Greetings (1968) og Hi Mom (1970) samt flere andre slog De Niro for alvor sit navn fast som den unge Vito Corleone i Coppolas The Godfather Part II (1974), der indbragte en Oscar for bedste birolle. Tilsvarende stærk er De Niros indsats i Michael Ciminos skildrede Vietnam mareridt i The Deer Hunter (1978), der for tid og evigt har brændt sig ind i de fleste beskueres bevidsthed.
Listen over markante hoved- og biroller er lang og forskelligartet. Her nævnes i flæng Bertoluccis episke storværk 1900 (1976), Sergio Leones vemodige gangstersaga Once Upon a Time in America (1984), Terry Gilliams satirisk ætsende fremtidsfabel Brazil (1985), Roland Joffes indtrængende The Mission (1986), den forglemmelige Mary Shelley's Frankenstein (1994), Michael Manns effektive Heat (1995), Tarantinos dybt underholdende genrestykke Jackie Brown (1997), The Good Shepherd (2006) efter John le Carrés roman og den dystert ubehagelige Joker (2019).
Spillet i Alan Parkers gyser Angel Heart og de Palmas hæsblæsende The Untouchables, begge 1987, er også værd at nævne sammen med den kommercielle succes, De Niro opnåede i Midnight Run (1988). Han trak selv i instruktørtrøjen med den egentlig ganske vellykkede A Bronx Tale (1993) og har en del titler på cv’et som executive producer indenfor spille- og dokumentarfilm genrerne. Rent kunstnerisk er nullerne og 10’erne ret magre, men De Niro skal dog roses for rollen som Bradley Coopers far i Silver Linings Playbook (2012), en romantisk komedie med bid og omtanke for den skrøbelighed, der nok er iboende hos de fleste af os.
Portrættet af den finansielle ærkeskurk Bernie Madoff i Barry Levinsos film for HBO, The Wizard of Lies (2017), indbragte De Niro en Primetime Emmy Award nominering i kategorien ‘Outstanding Lead Actor in a Limited Series or Television Movie’. Han har senest medvirket i komedien About My Father (2023), og meget lidt tyder på pensionering, da De Niro er annonceret som en del af castingen til flere titler i 2024 blandt andet Levinsons gangster sætstykke Wise Guys, der må siges at være velkendt territorium for den populære og respekterede skuespiller med tanke for hans årtier lange virke hos Scorsese.
Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976), filmmusicalen New York, New York (1977), Raging Bull (1980) og King of Comedy (1982) regnes blandt nogle af Martin Scorsese bedste film med Robert De Niro som bærende rollehaver. Samarbejdet mellem Scorsese og De Niro er et centralt kapitel i moderne amerikansk filmhistorie, der efter otte film inklusive Casino (1995) blev sat på en lang pause indtil The Irishman (2019).
I den forbindelse bør den overlegent drevne mafiafortælling Goodfellas (1990) nævnes sammen med genindspilningen af 1962-thrilleren Cape Fear (1991) og den noget svagere, men langtfra uefne, Casino (1995), hvor De Niro rent fagligt holder fanen højt. Robert De Niro var mellem Mean Streets og Casino at betragte som instruktørens dramaturgiske alter ego og katalysator for dennes visioner. De Niros karakterer konfronteres i disse film med skygger, dæmoner og djævelskab, hvilket De Niro om nogen formår at levendegøre i sit spil såvel fysisk som psykologisk ofte grænsende til det maniske og direkte skræmmende.
Et mesterligt eksempel herpå er Taxi Driver, hvor De Niro som den ensomme ulv bag rattet, Travis Bickle, kører gennem New Yorks neonjungle for at udrydde alle former for dekadence, afskum og lyssky aktivitet, han møder på sin vej som selvretfærdig hævner. Et andet er i rollen som bokseren Jake La Motta, ‘Tyren fra Bronx’, i Raging Bull, et studie i toksisk maskulinitet, selvdestruktion og hustruvold før den endelige deroute som overvægtig natklubvært, talentløs komiker og ringvrag foran spejlet og et hånende publikum, De Niro i bogstavelig forstand åd sig adskillige kilo tungere for at kunne levere til perfektion.
De Niros skuespil hos Scorsese er sjældent set bedre i karrieren, hvilket langt hen ad vejen ligeledes gør sig gældende i den mere end tre en halv timer lange The Irishman, og det skal blive spændende at se, om det høje niveau holder i Killers of the Flower Moon, der får premiere efteråret 2023, hvor De Niro spiller overfor Leonardo di Caprio. Det under man gerne en af de allerstørste i sin generation i skuespillermetieren.
Den beskedent virkende De Niro er en vismand og showman par excellence og en værdig udfordrer til Marlon Brandos status som King of Cool i de bedste stunder. ‘I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody’, som Brando så mindeværdigt formulerede det i On The Waterfront (1954), og De Niro gentog med samme effekt i Raging Bull. Begge forsøgte de i det brede format på lærredet at rejse sig fra fornedrelse, fortabelse og forstødelse. De skylder sande cineaster dem evig tak for.