James Bond og Uheldige helte

Komponisten, dirigenten og sangskriveren John Barry, døbt John Barry Prendergast, født i York i England den 3. november 1933, er især kendt for musikken til to populærkulturelle fænomener; James Bond filmføljetonen og temaet til The Persuaders! (De uheldige helte, 1971-72). Barry ville i denne uge være fyldt 90, men døde den 30. januar 2011 i en alder af 77 år.

Det ikoniske, let melankolske og synthesizer dominerede hovedtema til De uheldige helte er nok et af de mest genkendelige i tv-mediets historie. Jeg erindrer svagt den molprægede lyd fra mine drengeår i 70’erne, der signalerede ærkeengelske Lord Brett Sinclair (Roger Moore) og amerikaneren Danny Wildes (Tony Curtis) entre, to skørtejagende playboy typer med en kæk bemærkning på læben, der indbyrdes ikke kunne fordrage hinanden.

Tilsvarende genkendelighed gælder ligeledes for James Bond signaturmelodien på filmsiden, der dog ikke bærer Barrys navn i historiebøgerne. Den ære tilfaldt film- og musicalkomponisten Monty Norman, der døde sidste år i en alder af 94. Han modtog således de royalties, som melodien har indbragt. John Barry hævdede, at han var den rette ophavsmand og har følgende version af historien:

Producerne bag Bond filmene var utilfredse med Normans bud på titelsekvensen og bad derfor Barry om at komme med et alternativ. Barry tog den vibrerende guitarlyd fra sit eget nummer Bess Knees og satte den sammen med et svingende bigbandtema i bedste Dizzy Gillespie-stil. Han skyndte sig at indspille det med fem saxofoner, ni horn, en guitar og en rytmesektion. Producerne påpegede overfor Barry, at de stadig havde kontraktmæssige forpligtelser overfor Norman, og overtalte ham til at give afkald på ophavsretten.

Til gengæld ville Barry få masser af arbejde, hvis serien skulle vise sig at blive en succes, hvilket den som bekendt blev. På trods af denne juridiske konflikt lykkedes det alligevel de to stridende parter at samarbejde om temaet. Med det rette materiale på nodeblokken var de fleste brikker omkring superhelten ved at falde på plads.

Allerede med den første Agent 007-film Dr. No (1962) havde bagmændene skabt en verden af smukke kvinder, livsfarlige forbrydere med overjordiske kræfter, eksotiske omgivelser, højteknologisk isenkram og spektakulære stunts. I spidsen for det hele stod den karismatiske James Bond altid kampklar med en hurtig oneliner og en ny erobring i kanen.

John Barry fik som lovet masser at se til og overtog jobbet i 1963 med Agent 007 jages Han har mere eller mindre været tilknyttet serien som komponist og sangskriver frem til The Living Daylights (1987). Mange anser Goldfinger (1964) for at være en af de absolut bedste i rækken, og musikken bærer bestemt også sin del af æren.

Barry udviklede en skabelon for, hvordan et Bond-score skulle bygges op. Først følger heltens hovedtema, der udbygges yderligere med et 007-tema efterfulgt af en titelsang, udført af en populær kunstner.

Til sidst etableres hovedfjendens ledemotiv. Disse dele føjes sammen med andre cues, melodilinjer og individuelle temaer. Barry arbejdede i spændingsfeltet mellem håndfaste jazz- og rockrytmer med masser af blæsere og frodige strygerarrangementer, hvilket også karakteriserer en del af hans øvrige filmscores.

Som dreng gik Barry til klaverspil og begyndte tidligt at sætte sig ind i harmonilære, kontrapunkt og komposition. Som 16-årig fattede han interesse for trompeten og grundlagde i slutningen af 50’erne sin egen rock-jazzgruppe John Barry Seven. Sideløbende hermed skrev han popmelodier og fortsatte karrieren som musical director for EMI, hvilket førte til hans første filmscore med teenage-komedien Beat Girl fra 1959.

Han skrev tidstypisk scoremusik til The Ipcress File og Quiller Memorandumet i midten af 60’erne og modtog en Oscar for underlægningen til Født til frihed (1966). To år senere fik Barry endnu en for den romantiske musik til Løve ved vintertid. Han slog igennem i USA med scoret til John Schlesingers Midnight Cowboy, der vakte en vis forargelse på grund af dens frimodige seksuelle indhold.

I 1970´erne udvidede Barry repertoiret med avantgardemusikken i The Day of the Lucust (1975) og The White Buffalo (1977). Han skrev jazz-inspirerede scores til den moderne film noir Høj puls (1981) og thrilleren Jagged Edge (1985). Musikken til Sidney Pollacks Karen Blixen filmatisering Mit Afrika (1985) og Kevin Costners Danser med ulve (1990) viste, at englænderen også havde hang til det sentimentale og storladen symfonisk vellyd.

90’erne bød filmkompositorisk på en blandet landhandel lige fra den nostalgiske klang i Det flammende bogstav (1995) til det spændingsfyldte i Mercury Rising (1998). Barry gik på pension i 2005 og modtog samme år den britiske filmindustris ærespris. Han er også blevet adlet. Æret være John Barry Prendergast’ minde.