Roman Polanski 90 år
Kontroverser og konflikter, smertefulde tab og tragedier, store sejre som filmskaber samt dom for ulovlig seksuel omgang med mindreårig og landflygtighed fra USA siden 1978. Den fransk/polske instruktør, manuskriptforfatter, skuespiller og producent Roman Polanski, døbt Raymond Roman Thierry Liebling og født den 18. august 1933 i Paris, har gennemlevet et mere dramatisk og omskifteligt liv, end de fleste ville have fantasi til at forestille sig.
Hans familie flyttede til Krakow i Polen to år, før 2. verdenskrig brød ud, og landet blev besat af Nazi-Tyskland i 1939. Som tusindvis af andre med jødisk baggrund blev familien fortrængt til ghetto-områder, udsultet og efterfølgende arresteret for at ende i Auschwitz med udsigt til den sikre død i koncentrationslejrenes gaskamre. Moren led denne grumme skæbne, faren undslap på nær mirakuløs vis, men måtte svigte og efterlade sønnen for at frelse ham. Faren dukkede senere kortvarigt op i Romans tilværelse for dernæst at gifte sig med en ny kvinde og forsvinde igen.
Roman Polanski så aldrig mere sin far, kom i plejefamilier, løj om den jødiske baggrund og byggede et nyt liv op fra et faretruende underernæret og traumatiseret punkt nul. Som ung voksede han op under det kommunistiske Polens totalitære regime, indhentede den forsømte skolegang og slog ind på en kunstnerisk kreativ vej med sit kvikke hoved og sans for litteratur, skuespil og film. Det lykkedes Polanski at klare optagelsesprøverne til et af landets kunstakademier, og senere skaffede diverse forbindelser ham en plads på Filmskolen, hvor evnerne hurtigt kom i spil ved hjælp af enorm viljestyrke og disciplin.
Talentet var ustoppeligt trods trusler om censur og styrets ønske om at forhindre færdiggørelsen af Polanskis spillefilmsdebut med den stilsikre og avancerede thriller Kniven i vandet (1962), der blev et mindre hit i Vesten og opnåede en Oscar nominering i USA for bedste ikke-engelsksprogede film. Polanski rejste derfor til Frankrig for senere at bosætte sig i London, hvor han fandt et selskab, der troede på hans kunnen og gav ham frie tøjler. Det gjorde de klogt i.
Med Repulsion (Chok, 1965) udviklede han gysergenren i en moderne avanceret retning præget af visuel energi, et urovækkende lydspor, heftig jazz og dybdepsykologisk indsigt, hvor Catherine Deneuve spiller en ung psykisk syg kvinde, der fyldt af skizofren angst og isoleret i søsterens lejlighed går blodigt bersærk. Polanski fulgte succesen op med den sorthumoristiske thriller Cul-de-sac (Blind vej, 1966) og den løssluppent morbide The Fearless Vampire Killers (1967) med undertitlen or Pardon Me, But Your Teeth Are in My Neck, hvor Polanski selv spiller en rolle.
Bosiddende i USA nær Hollywood satte Polanski trumf på med Rosemary's Baby (1968), en foruroligende mikstur af okkultisme og satanisme forløst i et visionært billedsprog, der er en sand mester værdig. Som Repulsion foregår den mestendels i en lejlighed, hvor rædsel og klaustrofobi viser deres gustne kontrafej. Året efter ramte instruktørens ferme leg med mørke kræfter i Repulsion og Rosemary’s Baby ham med nær tilintetgørende styrke, da hans højgravide kone, skuespilleren Sharon Tate, og fire andre besøgende blev dræbt i parrets hjem i en bestialsk blodrus af Manson klanens medlemmer, mens Polanski var på arbejde andetsteds med et nyt filmprojekt.
Deres fælles barn blev også dræbt efter 16 knivstik i morens mave. Før opklaringen af denne ufattelige udåd var Polanski i søgelyset for medvirken, og han blev hængt ud i pressen som besat af gys og grusomhed. Instruktøren valgte som et forsøg på fortrængning de følgende år at kaste sig ud i et veritabelt arbejdsraseri, hvilket resulterede i tre suveræne film frem mod 1976, før tilsvarende prøvelser ramte ham.
Macbeth (1971), efter Shakespeares beske beretning om forræderi og moralsk forfald, hører til blandt de absolut bedste filmatiseringer af hans dramaer, hvor Polanskis begyndende og desillusionerede pessimisme foldes ud i konsekvent flor. Et kabinetstykke på niveau med neo noir hovedværket Chinatown, hvor Jack Nicholson hiver det ene es efter det andet ud af skuespillerærmet overfor Faye Dunaway i en hårdkogt detektiv fortælling om politisk korruption og pengemagtens fordærv. Ren perfektion fra Polanskis side, der fulgte trop med The Tenant (1976), en stilsikker øvelse i thrillergenren der ad åre har fået en fortjent renæssance.
I 1977 erkendte Roman Polanski sig skyldig i et seksuelt overgreb på en 13-årig ung pige efter at have bedøvet hende til en fest. Forsvarer og anklager indgik et forlig i sagen, der sendte Polanski i seks-syv ugers forvaring som følge af nedsat straf og diverse psykologiske udredninger, der faldt ud til instruktørens fordel, men ikke huede sagens dommer, der gik efter en genoptagelse af sagen og lang fængselsdom. Polanski, stadig i besiddelse af sit pas, flygtede i starten af 1978 til Frankrig og har sidenhen aldrig sat sin fod på amerikansk jord af frygt for repressalier.
Pigen udsat for voldtægt, har som voksen kvinde tilgivet Polanski og flere gange talt til hans forsvar i medierne. Instruktøren skrev et undskyldende brev til hende og moderen samt udbetalte et hemmeligholdt beløb til familien som skadeserstatning efter afgørelsen i et civilt søgsmål. Offeret for ugerningen, Polanski har taget det fulde ansvar for offentligt, bad den sensationslystne del af pressen om at lade hende og instruktøren være i fred. De mødte senest i starten af 2023, hvor Polanskis kone, skuespilleren Emmanuelle Seigner, takkede for tilgivelsen under en middag.
USA har gennem årene forgæves fastholdt deres krav om udlevering af Polanski til retsforfølgelse. De schweiziske myndigheder satte instruktøren trekvart år i fængsel og husarrest i 2009-10, mens han boede i landet, og amerikanernes anmodning blev behandlet. Grundet Polanskis polske statsborgerskab måtte retssystemet i Polen tage stilling til en lignende sag i 2015-16 og fulgte linjen fra Schweiz. Polanski var og er stadig en fri mand juridisk set. Andre kvinder har påstået at være udsat for overgreb fra Polanskis side, uden det dog er ført til konkrete sigtelser og retsforfølgelse.
Metieren som instruktør fortsatte imidlertid ufortrødent under europæisk eksil. Filmdramaet Tess (1979) med historisk vingesus og en ramsaltet personfortælling modtog ros og et større antal prisnomineringer. Ved gensyn har jeg taget Tess ‘til nåde’ efter oprindelig at have dømt den ude som kedelig og lang i spyttet. Det skal man være varsom med i Polanskis tilfælde, hvis værker belønner sig over tid og fornyet gennemgang. Dette gælder også den Hitchcock inspirerede Frantic (1988) med Harrison Ford og i særdeleshed Bitter måne (1992), hvor erotisk besættelse ender som en skæbnesvanger farlig leg.
Det politiskfarvede kammerspil Death and the Maiden (1994) med indlagte torturscener er noget overset i Polanskis produktion, hvilket egentlig er synd, da den viser hans sikre sans for personinstruktion og det fortættede psykologiske spil ud i mindste detalje. Pianisten (2002) blev tildelt de gyldne Palmer og vandt tre Oscars herunder for bedste instruktør en pris, Polanski af gode grunde måtte afslå at modtage ved personligt fremmøde.
Holocaust, jødeforfølgelse, nazisternes krigsforbrydelser og kampen for overlevelse er nogle af ingredienserne i den på alle parametre suveræne og seværdige film, der sætter sig fast i bevidstheden og rejser centrale spørgsmål i forhold til instruktørens egen martrede fortid, og hvad seeren selv ville ofre for eget og andres skind, stod valgene mellem opofrelse og opportunisme.
Fra det forrige årti er den højspændte politiske thriller The Ghost Writer (2010), den civilisationskritiske komedie Carnage (2011) og periodedramaet An Officer and a Spy (2019) om Dreyfus affæren absolut anbefalelsesværdige, der understeger Polanskis uomtvistelige kvaliteter som iscenesætter og storyteller. Til efteråret er der annonceret nyt fra hans hånd med The Palace (2023), der næppe kun her imødeses med spænding fra denne signatur, der melder sig i klubben af svorne Polanski fans trods hans blakkede ry, spjældture, retssager og dæmoniske skygger i et plaget sind, for det exceptionelle filmiske håndelag kan ingen fratage ham, når den klejne polak er allerbedst.