Den elegance som Harald Voetmann lægger i sin oversættelse af en omkring tusind år gammel tekst har jeg sjældent set mage til. Spytslikker, finanskrokodille og andre fortrinlige udbrud er bare enkelte eksempler på hvordan Voetmann trækker noget levende ud af støvet gammelt sprog. Samtidig kan den satire knap nok blive mere aktuel, når Juvenal bl.a skriver: "... fra dengang Pyrrha udsatte nøgne piger for mænds blik - /dét er den gang ruskomsnusk, min lille bog har som sit emne." Harald Voetmann har desuden tilføjet et forord, som sætter rammen for teksten og øger læsbarheden for samtidens læsere.