"The first of two new Jack White offerings this year, Fear of the Dawn was written in the aftermath of intermittent fasting and bouts of staring directly at the sun of a morning. The result crackles with a wired energy that doubles down on his core creative tenets, while still sounding like no other White record released previously"

"On his first of two solo albums planned for this year, Jack White earns his eccentricity. An illogical fusion of blues-rock and carnival prog, this music is genuinely, imaginatively weird"

"Fear of the Dawn finds one of rock's most unique contemporary figures channeling his craft into harmonic convergence, engulfing the listener in kinetic energy while dangling promises of vistas. As the last track prefigures, "I'm not as bad as I was / But I'm not as good as I can be." It's an audacious claim delivered within a stellar album. You have our full attention, Jack"

"»Fear of the Dawn« føles (...) som en tur i hurlumhejhuset på Bakken. Eller Skærsilden i Tivoli ... Jack White render rundt inde i huset som en gal mand på udgang fra kolbøttefabrikken. Halvt vampyr, halvt Willy Wonka. Nogle gange råber og skriger han, andre gange griner han en hysterisk tegneserielatter ... Det bimler og bamler, og inden der er gået 30 sekunder har man fuldstændig tabt orienteringen ... Den slags kan være fint nok, når man en sjælden gang får forvildet sig ind et hurlumhejhus. Det er sjovt, så længe det varer. Men man er også nødt til at skynde sig ud igen. Hvis man bliver derinde for længe, bliver man vanvittig"

"På Fear of the Dawn er Jack White tilbage for fuld udblæsning, 12 eksplosive udladninger, drevet frem af den grimmest tænkelige forvrængede guitar. Den efterhånden 46-årige rock-auteur virker total tændt, fingrene slår gnister på strengene, og han synger med overbevisende frådende energi. En overraskende gæsteoptræden fra rapperen Q-Tip på det strålende »Hi-De-Ho« tilfører foretagendet yderligere kulør, og pladen myldrer i det hele taget af fascinerende detaljer"

"Amok i hvid støj og skørt miskmask ... Den produktive amerikaner får ikke stemningen til at eksplodere på (...) sit nye udspil. Udtrykket nærmest falder over egne ben i hysterisk rastløshed og ekstreme eksperimenter ... I et nummer står den på munter galmandsdans på et spraglet kludetæppe af genrer: et miskmask af gryntende garagerock, bizart bønnekald, dramahyl og speedrap. De fleste sange kan minde om en virkeligt underlig jamsession, hvor musikerne egentlig er ligeglade med, om publikum siver væk"

"Jack White rammer bunden med sit underligt hysteriske og ufokuserede nye album, 'Fear of the Dawn', der lyder som en infernalsk jamsession, nogen ved et tilfælde er kommet til at optage ... Støj, kaos og verdensfjern bulderbasserock! Det burde ellers lige være et album lige til tiden. Der er bare det problem, at Jack White anno 2022 fremstår som en musiker, der har truffet et aktivt valg om at lade være med at skrive sange ... det demonstrativt ensformige udtryk bliver frustrerende i længden. Det her er en plade, man kan lytte til, hvis man hen over påsken skulle få et akut behov for en øjeblikkelig spændingshovedpine. Så megen forvrænget guitar til ingen verdens nytte"

"Albummet 'Fear of the Dawn' er et sandt virvar af hårdtslående idéer og løbske synthesizere. Som sangen 'Hi-De-Ho' med Q-Tip fra A Tribe Called Quest er hele pakken isnende, fi-nurlig, metallisk skurrende og ofte en tand eller to for meget. I hvert fald renset for nogen form for rød tråd"

"Fear Of The Dawn, det første af de to soloalbum, han udgiver i år, er et af de mest tumultariske, vægelsindede og utilregnelige, jeg længe har hørt ... Det er til at blive mere end almindelig rundtosset af det bizarre virvar af hvinende guitarer, flimrende distortion og beskidte synthlyde ... Af den grund er det umuligt at sige noget entydigt om pladen, der det ene øjeblik er aggressivt og det næste industrielt et sted mellem Rammstein og Rage Against The Machine"