Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

En ny børnebog af Vita Andersen er ikke just hverdagskost. I 1989 udgav hun Petruskas laksko, som med sin rammende beskrivelse af søskende og misundelse vandt rigtig mange læsere. Det skal der også nok blive til denne charmerende og barnligt naive fortælling om katten Coco, der føler sig uretfærdigt behandlet og går hjemmefra for at finde en maskine, der kan afsløre løgne, især lillesøster Kikis. Coco havner på en ckololadefabrik, hvor en dum rotte udnytter en masse dyr til at arbejde gratis. Efter længere tids trælleri og nogle dramatiske hændelser bliver Cocos gå-på-mod og iderigdom udslagsgivende for dyrenes befrielse. Og hjemme venter en meget bekymret familie... Det er en livfuld og underfundig historie fortalt med ægte barnlig logik og en tone, som kan minde lidt om Thomas Windings. Den ukuelige og livskraftige Coco kan man, trods visse narcisisstiske træk, ikke andet end holde af, for hans reaktioner er såre menneskelige og genkendelige. Sproget er mundret med mange snurrige replikker, der skaber en fin stemning af både humor og en lille smule uhygge. Bogen er gennemill. med flotte og effektfulde ill. i kraftige farver, som fint spiller sammen med den livfulde tekst. En charmerende oplæsningsbog for de ca. 5 - 8 årige