Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Bagger

Fortælleren Wes Hingler vokser op i Kansas City omgivet af mad. På 1.sal driver moderen et cateringfirma med italiensk mad, i stueetagen driver faderen Tsil Café, der er en restaurant med meget stærk mad bygget på det latinamerikansk-indianske køkken fra før Columbus ankom. Vi følger livet i det madduftende hus, hvor forældrene i al fald ikke dyrker samme slags kogekunst, og hvor de begge undertiden giver sig i lag med fremmed mad i overført betydning. De forsones dog atter. Wes lærer selvfølgelig også at lave mad, vi følger hans udvikling fra spædbarn til han kan åbne sin egen cafe med et fusionskøkken, hvor han bruger det bedste, han har lært af far og mor og andre gode kokke. Jeg har aldrig læst en roman, der i den grad handler om mad, og handlingen er da også hyppigt afbrudt af opskrifter og den lokale madjournalists anmeldelser af Tsil Café. Opskrifterne virker selvfølgelig fremmedartede og meget stærke med masser af chili, og ved faderens 50-årsfødselsdag serveres også marsvin i dusinvis. Til gengæld er persontegningen en tynd kop te, og jeg synes, at det i en roman er fatalt, derfor kan jeg kun uddele to små kokkehuer, hvor den ene er for omslaget. Forfatteren er en amerikansk universitetslærer, og det er hans første roman