Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Forfatteren, der blandt andet er kendt for den meget omtalte Efter drabet, debuterer her som romanforfatter med en forunderlig historie. Fortælleren er journalist og han henvender sig i bogen skriftligt til en filosof, som han har lavet et større interview med. Efter interviewet falder hans verden mere og mere sammen. Han flytter på landet, men forlades af konen inden flytningen, hans arbejde går ikke - der sker uforklarlige ting med hans båndoptager, og får han endelig noget skrevet, bliver det ofte bremset af den ene eller anden grund. Han bliver udsat for uhyggelige natlige telefonopkald og ser sære væsener, både virkelige og som drømmesyn. Han får en mistanke om at filosoffen på en eller anden måde står bag det hele, hvorfor han beslutter at sende hele beretningen til ham, da han endelig falder til en form for ro. Det er en roman med mange lag og handlinger, som det nok lykkes at knytte sammen, men vi bliver aldrig mere afklaret end fortælleren. Den er flot skrevet, men stiller store krav til læseren, der især må findes blandt publikummet til psykologiske romaner