Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Halvgrønlænder, halvdansker eller en "blanding" kalder man i Grønland de mennesker, der har dansk/grønlandsk forældre eller har dansk som første sprog, fordi de har gået i dansk skole. Forfatteren tilhører denne gruppe og videregiver i bogen 15 interviews med andre repræsentanter. De er omkring 30 år og veluddannede. Nogle har valgt en tilværelse i Grønland, andre i Danmark. Interviewene handler om deres identitetssøgen og sprogets betydning samt generelt om integration og sprogproblematik i Grønland. Samlet giver bogen et billede af Grønlands kulturelle udvikling fra 1950'erne med de store programmer for danisering og de sidste 20 års grønlandisering. Den må have stor interesse for alle med relation til Grønland, men også andre, der interesserer sig for integration, kan have glæde af bogen. Bogen er et godt supplement til Hjemmestyrets børn - årgang '79, hvor de unge også forholder sig til sprogproblematikken, men fra andre vinkler og samfundslag. I denne bog er det velfungerende mennesker, der godt vil påvirke udviklingen i Grønland - hvis de får lov. Et smukt, grønlandsk omslag pryder bogen, der bringer den danske og grønlandske version fra hver sin ende