Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Møller

En godt illustreret, indholdsrig og overskuelig guide til naturen og kulturhistorien på Sydsjælland, Møn, Lolland-Falster og Smålandsfarvandets mindre øer. Bogens definition af Sydsjælland er området fra Præstø og sydpå. Bogen har samme omfang, disponering og layout som samme forfatters Oplev Limfjordslandet, 2002, Oplev Vestkysten - fra Grenen til Rudbøl, 2004, og Oplev København og omegn, 2005. Først er der nogle generelle afsnit om geologi, planteliv og dyreliv, og områdets historie fra oldtiden til i dag. Så beskrives områdets landskaber og byer hver for sig med alle de væsentlige seværdigheder som kirker, slotte, herregårde, oldtidsminder, industrihistorie og særligt attraktive naturområder. Op mod halvdelen af bogen er små og store farvebilleder i god kvalitet, som sammen med teksten oplyser om og inspirerer til at besøge området. På bindets inderside er der et rigtig godt kort over området. Forfatteren er godt inde i tingene, og det gør det til en af de bøger, hvor læseren kan få en masse at vide uden overflødig snak