Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Samling med 30 af H.C. Andersens eventyr udvalgt og illustreret af Ib Spang Olsen. Egnet til højtlæsning for børn fra 5 år. Glad rød forside med illustrators egne illustrationer, der signalerer hyggestund med oplæsning

Beskrivelse

Ib Spang Olsen har udvalgt 30 af H.C. Andersens mest kendte eventyr ledsaget af hans egne varme, eventyrlige illustrationer. Der er bl.a. Tommelise, Prinsessen på ærten, Fyrtøjet og 27 andre eventyr, der er trykt i en flot stor udgave med en rød forside prydet af Klodshans og flere andre af figurerne fra de gamle eventyr. Der er en helsidet illustration for hvert eventyr og en illustration for hvert opslag. Der er ikke ændret på sproget eller længden af eventyrene. Men de fremstår mere læsbare og appetitlige med anden og større typografi

Sammenligning

En mere friskt udseende samling af de kendte H.C. Andersen eventyr, hvor Ib Spang Olsens flot illustrerede forside klart hjælper denne udgave på vej. De fleste af eventyrene er også tidligere kommet i flere forskellige billedbogsudgaver bl.a. også med Ib Spang Olsens illustrationer

Samlet konklusion

Flot udstyret H.C. Andersen samling, der bestemt kan anbefales til hylden med højtlæsning og ikke kun, hvis der er behov for en ny og mere frisk udseende udgave. Er man tilhænger af Ib Spang Olsens varme, eventyrlige illustrationer, der i stregen passer godt til de gode, gamle eventyr, bliver man ikke snydt i denne samling