Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Stort, gennemillustreret værk om Kronborg, hvis bygningshistorie og store betydning for toldinddrivelse fortælles af museumsinspektør Poul Grinder-Hansen, Nationalmuseet. En pragtfuld bog for alle historieinteresserede

Beskrivelse

Et af Danmarks mest kendte slotte, Kronborg ved Helsingør, beskrives i denne bog, hvortil der er taget en række nye fotografier af Roberto Fortuna. Det er første gang, at Kronborgs 600 år lange historie fortælles samlet i en bog. Museumsinspektør ved Nationalmuseet, Poul Grinder-Hansen, har på baggrund af kildestudier samlet slottets historie, der er helt særlig i Danmark, for bygningen har været både kongeslot og fæstning på en og samme gang. Kronborgs strategiske placering har også haft stor betydning for Danmarks magtposition i Europa, for ikke alle var tilfredse med kongens toldopkrævning i Øresund. Bogen er i stort format

Vurdering

Pragtfuld bog med et væld af illustrationer, både aktuelle og historiske. De mange nye fotografier gør dog bogen meget nærværende, og man forstår, hvorfor Kronborg er på Unescos verdensarvsliste. Grinder-Hansen skriver godt, og det er spændende at læse om den store betydning, som Kronborg havde for kongemagten

Andre bøger om samme emne

Kronborg hænger uløseligt sammen med Frederik 2. - Danmarks renæssancekonge, som Grinder-Hansen også har skrevet en stor, flot bog om. En kort oversigt over Kronborg Slots historie finder man i Nationalmuseets lille guide Kronborg Slot - guide af Amalie Vorting Kristensen