Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

I tredje bind af tegneserien "Amulet" fortsætter Emily og Navin deres spændende rejse med magi og masser af farer i et univers, der ligner både "Ringenes herre" og "Star Wars". Er du mellem 9 og 13 år, får du spænding og eventyr med Emily og hendes magiske amulet

Beskrivelse

I 2019 begyndte forlaget Alvilda at udgive serien "Amulet", og her er nu tredje bind på dansk, ud af de 8 bind udgivet på amerikansk. Bind 1-2 kom også på dansk i 2007-2009, mens bind 3 ikke har været oversat før. Vi følger pigen Emily, der sammen med sin bror, mor og diverse robot- og dyrevenner på et luftskib jagter den skjulte, flyvende by Cielis. Emily lærer hele tiden mere om sin amulets magiske kræfter, men styrer hun amuletten, eller styrer den hende? Og kan hun stole på Elverkongens søn?

Vurdering

Forsiden viser fint indholdet i den underholdende tegneserie. Historien bliver fortalt næsten tegnefilmsagtigt med stemningsfulde tegninger i mørke farver. Tegnestilen er traditionel, men alligevel med noget manga over sig. Tykkelsen, det stive bind og det lille format får albummet til at ligne en "almindelig" bog. Den meget korte tekst gør bogen hurtigt læst. Begynd med bind 1, så sammenhængen i historien og personernes baggrund er på plads

Andre bøger om samme emne

Kazu Kibuishi lægger sig i både stil og indhold op ad Hayao Miyazaki og hans tegneserie Det levende slot. [Bind] 1-4. Nogle voksne læsere vil også mindes kultserien "Bone" (1995-1999)