Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Langkilde

Kort om bogen

Veludført fantasytegneserie om kvinden Vei, der bliver midtpunkt i en blodig kamp mellem jætter, guder og mennesker. For voksne og unge læsere af fantasytegneserier og nordisk mytologi

Beskrivelse

Kvinden Vei driver bevidstløs rundt i havet. Hun samles op af vikinger, der tvinger hende til at føre dem til hendes hjemsted, Jotunheim, hvorfra hun er forvist. Da vikingeskibet forliser ud for Jotunheims kyst, redder hun sig i land sammen med vikingen Dal. Sammen prøver de at finde ud af, hvorfor Vei blev forvist fra jætternes land. Første del af to

Vurdering

Veludført fantasytegneserie, inspireret af nordisk mytologi. Hovedpersonerne står særdeles stærkt, ikke mindst Vei, der har meget mere personlighed end tegneserieheltinder generelt. Historien er spændende og overraskende, og har flere velfungerende erotiske og humoristiske øjeblikke. Tegningerne har energi, dybde og stemning. Moderne i streg, farvelægning og layouts, og med stram kontrol af sine virkemidler

Andre bøger om samme emne

Serien "Valhalla" er ligeledes inspireret af nordisk mytologi, fx Valhalla. [Bind] 4. Jagten på tidsfuglen er et af de første eksempler på en initiativrig kvindelig helt i et fantasyunivers