Lektørudtalelse

Forfatter: Bent Birk Kristensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til alle med interesse for Poul Henningsen, dansk kultur og samfundsdebat

Beskrivelse

Professor Hans Hertel er forfatter til denne omfattende biografi om PH, samfundsrevseren over alle. Parallelt hermed udkommer debatbindet Poul Henningsen dengang og nu. Bogen har været mange år undervejs, og der er gravet dybt i alle former for kilder. Resultatet er på alle måder imponerende. Teksten og bogens mange billeder gør bogen til inspirerende læsning. PH belyses både kærligt og kritisk. Der er fokus på PH som offentlig person, og hans kontroversielle personlighed analyseres fra mange vinkler. PH døde i 1967 - 72 år gammel. Hans betydning for vores kultur og samfund kan vanskeligt overvurderes, og bogen giver et grundigt indblik i hans kreativitet og komplekse natur. Halfdan Rasmussens ord fra 1964: Tænk når han bliver fortid. Det bliver gu'skelov ikke i vor tid understreger aktualiteten

Sammenligning

Paul Hammerichs krønike Lysmageren, 1986 har hidtil været den mest omfattende bog om PH, men også mere ukritisk. Herudover findes mange udgivelser om PH som arkitekt, designer, tekstforfatter m.v

Samlet konklusion

Den hidtil mest omfattende bog om PH, som på et kritisk og velfunderet grundlag giver ham den plads i danmarkshistorien han bør have