Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Kort om bogen

Yderst delikat konfektbog med både meget syndige og mere sunde opskrifter på det lækreste konfekt. For alle, der elsker chokolade og søde sager

Beskrivelse

Annemette Voss, kendt fra Den store bagedyst, har udgivet en konfektbog med opskrifter på både hjemmelavet marcipan, klassisk konfekt og mere moderne konfekt. Dertil kommer et afsnit med generelle tips, fx temperering af chokolade, tips til at vælge den rette chokolade og opbevaring af konfekt. Hver opskrift fylder en side og alle ledsages af et billede. Den største del af bogen koncentrerer sig om konfekt med traditionelle ingredienser, men indeholder også en god håndfuld opskrifter på sundere konfekt. Bogen suppleres med et register

Vurdering

Det er en meget indbydende konfektbog med virkelig flotte billeder og lækre opskrifter. Der er både opskrifter på kendt konfekt i nye udgaver og på konfekt, jeg ikke er stødt på før. Det er et fint træk at supplere de mere syndige opskrifter med et par sunde, så der er alternativer til alle eller så man kan lave begge dele. Opskrifterne er korte og overskuelige - her kan alle være med og børnene kan også deltage. I det hele taget en meget vellykket konfektbog uden avancerede teknikker eller specialingredienser

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at sammenligne med Den store bagedyst (Jul & nytår), hvor deltagere fra tre sæsoner af Den store bagedyst har udvalgt deres jule- og nytårsfavoritter, især med mange opskrifter på konfekt og småkager