Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Spiddende skarp og kompleks kærlighedsroman om den afgørende betydning mennesker kan have på hinandens liv. For læsere af indsigtsfulde og intellektuelle kærlighedsromaner

Beskrivelse

Marianne og Connell vokser op i den samme lille irske by, hvor hun er den aparte enspænder fra en dysfunktionel overklassefamilie og han den vennesæle søn af en enlig mor. I high school kommer de sammen i smug, men det går i stykker. På Trinity College i Dublin danner de par fra tid til anden, men hver især har de også andre partnere indimellem. Marianne og Connell er som skabt for hinanden, men de kan ikke selv se det. I stedet dissekerer de deres forhold i endeløse samtaler, hvor de både forstår og misforstår hianden, og tilsyneladende er afstand i tid og sted en nødvendighed for gensidig og samtidig forståelse. Det er Sally Rooneys (f. 1991) anden roman, hun debuterede i 2018 med den anmelderroste Samtaler med venner

Vurdering

En toer, der er lige så vellykket som debutromanen. Velskrevet, hudløs, ironisk, morsom, ondskabsfuld, observerende, intelligent og kompleks er nogle af de ord, der kan beskrive den. Samtalerne er sublime og forståelsen af Marianne og Connells gensidige og skrøbelige afhængighed af hinanden formidabel

Andre bøger om samme emne

"Normale mennesker" placerer sig fx mellem romaner som Elif Batumans Idioten og Dolly Aldertons Alt hvad jeg ved om kærlighed. Samtidig er der også noget Woody Allen over den, for hovedpersonerne snakker virkelig meget om sig selv og hinanden