Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Sallys far er tilbage, denne gang i en herlig julefortælling. Her kan 4-8-årige børn og deres voksne oplæsere more sig over, hvordan en helt almindelig juleaften også kan se ud!

Beskrivelse

Det er lillejuleaften og Sally pakker gaver ind sammen med sin lillebror Eddie. Sally glæder sig til jul, men ingen glæder sig mere end Sallys far, der har planlagt den helt perfekte jul; for første år skal de nemlig være hjemme, og alle Sally og Eddies bedsteforældre kommer. Trods det høje ambitionsniveau og de bedste intentioner går intet imidlertid efter planen. Det perfekte juletræ kan ikke være i stuen, risalamanden får ved en fejl et skud kulør, og i stedet for julemanden får familien besøg af en julepirat!

Vurdering

Julestemningen er i top, ligesom humoren og forfatterens tydelige fortælleglæde. Denne syvende billedbog lever op til seriens vanlige høje niveau på både tekst- og billedside, og man er godt underholdt fra start til slut

Andre bøger om samme emne

Sallys far er en skøn karakter, så hvis man endnu ikke har læst de øvrige 6 bøger i serien kan dette anbefales. Start fx med Dengang Sallys far var dreng, der i øvrigt tematisk kan give mindelser til Da far var knægt. Både Kille med far til fodbold og Min pudsige far byder på sjove skildringer af far-datter-forholdet og mangler man bare en supersjov julebog er Lasse-Leif lige i øjet