Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Marlene Jørgensen

Kort om bogen

Jack Reacher blaffer sig gennem den glohede ørken i Texas. Han får et lift af Carmen, og hun har en plan med ham. For dem, der elsker spænding - appellerer især til mænd

Beskrivelse

Den ensomme ulv Jack Reacher har masser af tid og blaffer sig igennem ørkenen i Texas. Han får et lift af Carmen, der kan fortælle om sin voldelige mand, Sloop, der sidder i fængsel for skattesvig, men kun er få dage fra løsladelse. Hun er rædselsslagen for, at han kommer ud igen og vil have Reacher til at hjælpe sig med at slå ham ihjel. Det nægter Reacher, men han går med til at beskytte hende og lader sig hyre som medhjælper på ejendommen. Allerede indenfor få timer efter Sloops hjemkomst, begynder volden. Men til Reachers store overraskelse er det ikke Carmen, det er gået ud over, men manden der bliver skudt i hovedet. Carmen tager skylden, men Reacher er ikke overbevist, så han begynder at grave i deres fortid, for at finde sandheden. Der er udgivet en lang række bøger i Jack Reacher-serien

Vurdering

Vanvittig spændende, den er bare ikke til at lægge fra sig. Setup'et med blafferen, der tager imod et lift, fungerer rigtig godt, det samme gør dialogen gennem bogen. Der er skruet op for volden, hvilket vil afskrække nogle læsere. Kan sagtens læses uafhængigt af de andre bøger i serien

Andre bøger om samme emne

Michael Connelys og David Silvas forfatterskaber er indenfor samme genre