Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Det gælder om at plage de levende med usigelige pinsler! Og med skæve smil og gode grin! Firserfænomenet Ghostbusters genopstår til glæde for gamle fans og nye spøgelsesjægere!

Beskrivelse

Erin Gilbert får ikke ønskejobbet på universitetet, fordi hun i sine unge dage sammen med veninden Abby har flirtet med paranormale fænomener og endog skrevet en bog. Det diskvalificerer hende simpelthen til en akademisk karriere. Men det er netop som ghostbuster, at Erin viser sit sande værd! Sammen med Abby og yderligere to fandenivoldske kvinder redder hun simpelthen New York fra et voldsomt spøgelsesangreb initieret af en galning med lige dele mindreværd og storhedsvanvid! 2016-versionen har det 'gamle' filmhold på banen som producenter og i småroller. Alle med solidarisk gestus til Ghostbusters og efterfølgeren Ghostbusters II

Vurdering

Slet ikke ueffen og på sæt og vis ganske underholdende med en afslappet, slatten og slentrende stil uden noget rigtigt indhold end tant og fjas omkring de vilde CGI-orgier med spøgelser i fuld fart og frit fald. Men der er ligesom ting, som har haft deres tid, og som ikke nødvendigvis for enhver pris skal fortsætte

Andre film om samme emne

Der er venlige spøgelser i tegneserieadaptionen Casper samt efterfølgerne Casper - den magiske begyndelse og Casper møder Wendy. Uhyggelige i danske Riget I & II. Og anfægtede i René Clairs klassiker "Spøgelset flytter med" fra 1935