Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

En bog med historier om bøger. Litteraturprofessor Hans Hertel fortæller i korte artikler om kendte og knap så kendte romaner og deres forfattere. Det er oplysende, fornøjeligt og utroligt inspirerende for alle, der interesserer sig for litteratur

Beskrivelse

Hans Hertel har i mange år regelmæssigt bidraget med mindre artikler om bøger på Politikens bagside ved siden af den daglige ATS-spalte. Ofte har det været med en aktuel vinkel, fx da han sammenkobler oppositionspolitikeren Navalnyj, der er "faldet i unåde hos tsaren", med en af russisk litteraturs største navne, Lermontov, der i 1840 skrev Vor tids helt (Gyldendals værkserie). I en anden artikel hører vi i forbindelse med Trumps præsidentindsættelse om genudgivelsen af Sinclair Lewis' Det kan ikke ske herDisse mange artikler er nu samlet i denne bog, og hvor det har været nødvendigt, er de blevet ført ajour. Endelig er artiklerne samlet, så klassikerne har et afsnit på samme måde som fx romaner om besættelsen eller efterkrigstiden. Bagerst et register med alle vigtige forlæggere, illustratorer og forfattere

Vurdering

En skøn, skøn bog, hvor Hertel gavmildt deler ud af sin enorme viden, og som læser kan man kun nyde at lade sig bade i Hertels lette og overlegne sproglige stil. Det giver stor lyst til at gribe ud efter nogle af de mange bøger, Hertel her fortæller om. Simpelthen smittende og lysende formidlingskunst!

Andre bøger om samme emne

En anden ny bog, der fortæller begejstret om bøger, er Irene Vallejos Evigheden i et siv. Jeg har også lyst til at minde om Møllehaves Læsehest-bøger, hvor han skrev om sin yndlingslæsning, fx Læsehest med gåseøjne