Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov Andreasen

Kort om bogen

Noveller med elementer fra livets og sindets mindre delikate afkroge. Spændende, udforskende og indimellem frastødende. For interesserede i ny eksperimenterende litteratur

Beskrivelse

Henrik Voetmann er en unik figur i dansk litteratur. Han har skrevet både romaner, digte og som her - og oftest - noveller, der har en skæv og eksperimenterende tilgang, enten sprogligt eller formmæssigt. Det gælder også denne samling af noveller og historier i brev- eller monologform iblandet to langdigte. Det gennemgående tema for historierne er de, som titlen siger, mindre lækre og skjulte fysiske forekomster i vores liv, parasitterne, miderne, det skjulte ulækre, som ikke desto mindre er en del af livet og sindet

Vurdering

I nogle historier er det forekomsterne selv, der både grumt og alligevel lidt komisk boltrer sig som "fortællere" og bærere af synsvinklen. Andre fortællinger er subtilt og elegant turnerede brevvekslinger, der beskriver det undertrykte og tabubelagte. HV's sprog er udforskende, virtuost og bevidst altmodisch, og det giver historierne en særlig atmosfære, der frisætter en stærk og befriende sans for det fortrængte

Andre bøger om samme emne

Hans Otto Jørgensen og Preben Major Sørensen er andre særegne, stærke skikkelser i dansk litteratur, der beskæftiger sig med både det uforudsigelige og ubekvemme. I en anden, parallel boldgade befinder Jens Blendstrup sig med sin absurde, skarpe og fortrinsvis humoristiske tilgang til tilværelsen