Med afsæt i temaet RUMMET kan du hen over 2 dage undersøge rummet gennem litteratur, billedkunst, drama og musik. Sammen med vores kreative formidlere fra Biblioteket og Musik- og Kulturskolen forvandler vi lokalerne på Domus til vores egne rumstationer, planeter eller universer.
Dag 1 – vi skaber vores egne planeter, universer eller rumstationer
Den første dag skal vi skabe vores egne planeter, universer eller rumstationer med forskellige greb fra drama, billedkunst og litteratur. Deltagerne inddeles i mindre grupper a ca. 10-15 børn, så I får mulighed for at lære hinanden at kende og arbejde med jeres egen kunstneriske fortolkning af rummet. Hver gruppe får et særligt kunstgreb, I går i dybden med, så I kan blive fortrolige med fx skyggeteater, cyanotopi eller noget helt tredje.
Dag 2 - besøg de andres planeter
NYHED! På dag 2 får vi fra morgenstunden besøg af astronomen Mads Gillings Jørgensen, som kommer og fortæller alt det han ved om andre planeter og liv i rummet. Så hav gerne et godt spørgsmål med til ham. Efter foredraget går vi ud på værkstederne igen og gør klar til at tage på rundtur til hinandens planeter. Vi afrunder dagen med en lille rum-snack :-)
Det praktiske
SKABERKRAFT varer i 2 dage - fra 9.00-14.30 begge dage.
Det koster 40 kr. at deltage. Når du køber billet, tilmelder du dig begge dage fra 9.00 - 14.30 (du kan altså ikke kun komme én dag).
Vi skal være på DOMUS begge dage. Tag gerne overtøj med, så vi har mulighed for at gå en tur over på børnebiblioteket i Bryggen.
Vi serverer saft og økologisk frugt begge dage, men husk madpakke til frokosten.
SKABERKRAFT er for børn fra 9-12 år.
Deadline for tilmelding er onsdag den 4. februar kl. 12.00.
Hvad er SKABERKRAFT?
Skaberkraft er et nyt ferielejrtilbud, hvor børn kan udfolde sig i kreative værksteder inden for musik, billedkunst, drama og litteratur. Vi ønsker at understøtte, styrke og hylde børns kreativitet og deres evne til at skabe nyt – på tværs af kunstarter.