Cover til soundtracket The Rise And Fall of Ziggy Stardust And The Spiders from Mars

50 år med David Bowies "The Rise and Fall Of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars"

16.06.22
Alter ego og japansk frisure

The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars, der blev udsendte den 16. juni 1972 af RCA Records, nyder stadig status af glamrockens nok mest ultimative klassiker og med til at definere genrens lyd og selviscenesættelse af dekadence, glimmer og attitude. Men Ziggy Stardust er meget mere end kun det, da de 11 skæringer udfolder et imponerende register af flotte ballader, storladne arrangementer, energisk rock og mere komplekse udtryk. Sangene fra fortællingen om Ziggy-skikkelsens skæbne kom til at sætte deres præg på Bowies liverepertoire de næste mere end 30 år frem mod hans sidste turné A Reality Tour 2003-04, hvilket fortæller en del om albummets sejlivethed.

I anledning af de 50 er det passende at kigge nærmere på indholdet dette løseligt baserede konceptalbum om Bowies alter ego, den androgyne og biseksuelle rockstjerne Ziggy Stardust sat på denne klode i håb om at dæmme op for ragnarok. Ziggy vinder sine fans hjerter, men ender med at dekonstruere sig selv. Tekstmæssigt kredses der om emner som stjerneafgudsdyrkelse, stofmisbrug, musikbranchens kunstighed og seksuel orientering, før alt munder ud i Rock´n´ Roll Suicide og skabelsen af en ny persona, Aladdin Sane (1973).

Musikerne i Bowies backingband The Spiders From Mars, guitaristen og arrangøren Mick Ronson, bassisten Trevor Bolder og trommeslageren Mick ´Woody´ Woodmansey satte deres tydelige præg på Ziggy Stardust, hvilket de ligeledes gjorde på forgængeren Hunky Dory (1971). Kun Woodmansey er tilbage fra The Spiders dagene, og Bowie selv tjekkede som bekendt ud fra sin sidste station januar 2016 blot 69 år gammel.

Side 1 indledes med Five Years, en af de stærkeste åbningssange nogensinde på en Bowie-plade. Nummeret sættes i svingninger at et trommebeat, der minder om hjertebanken og livets rytme. Bowie synger om lurende katastrofer og nærmest skriger nummerets titel ud mod slutningen i dets dynamiske klimaks. Woodmanseys trommespil sørger for en glidende overgang til Soul Love, hvor den apokalyptiske stemning fra Five Years erstattes af vers om kærlighedens sjæl og væsen tilsat Bowies saxofonspil og en af Ronsons utallige guitarsoli nøje formet efter den enkelte sangs stemningsleje, en disciplin han beherskede til perfektion.

Der følges op med Moonage Daydream, hvor Ronson viser stålet med et tungmetallisk glamrock riff, der sætter (mester)skabet på plads, mens der synges om Ziggys alienlignende væsen og biseksuelle udskejelser. Efterfølgende diverteres der med et af Bowies mest elskede hits, Starman, der kom som single godt halvanden måned før udgivelsen af Ziggy Stardust. Mildere toner slås an på den akustiske guitar i popklassikeren om Starman, der vil lande på jorden med et mere forsonende og håbbringende budskab, mens der lyttes til rock i radioen. ´Let All The Children Boogie´ til la la la i det fængende omkvæd.

Vendes vinyludgaven til side B, står den på et mindre orgie af gøende glamrock: Hang On To Yourself, titelsangen og Suffragette City, før dommedagsbasunerne køres i stilling med Rock'n'Roll Suicide. The Spiders From Mars-rytmegruppen viste her for alvor deres håndelag som hårdtarbejdende og bundsolide folk, der kunne deres kram. Forrest i front med Bowie fandt man Mick Ronson, meget mere end blot en gudbenådet guitarist, men en afgørende vigtig kreatør i det samlede lydbillede ved hjælp af sine iderige og yderst velklingende arrangementer.

Inden glamrocken tager helt over, byder Bowie ind med den dånende smukke ballade Lady Stardust, der blot understreget hans status som en af musikhistoriens allerstørste sangskrivere. Den effektive rocker Star leder over til Hang On To Yourself, hvor Ziggy kastes for løverne under nummerets punkede energi, mens publikum vil have mere, og hovedkarakteren forsøger at holde fast i sig selv, før tøjlerne slippes definitivt. Titelsangen er en (selv)biografisk beskrivelse af Ziggys heftige tour de force mod berømmelsens tinder som en særegen outer space skabning med underlig japansk frisure, der går planken ud i en rus af sex, stimulanser og selvdyrkelse (´Makin love with his ego´) og ender med at måtte opløse sit Spiders From Mars orkester, før det hele er for sent (´When the kids had killed the man, I had to break up the band).

Den får nogle drøje hug over nakken i Suffragette City med en gang ´wham bam thank you ma´am´, der mere end blot antyder erotisk liv i kludene efter endt koncert. Musikalsk og lyrisk er nummeret et overflødighedshorn af referencer til andre kendte rock sange med glam speedometeret i bund. Men alt har sin pris som skildret i slutnummeret Rock´n´Roll Suicide, hvor ´time takes a Cigarette´, og luften tages ud af den ultimative selviscenesættelse.

Det obligatoriske stort tillykke med den runde dag skal selvfølgelig også lyde til The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars, et album af samme kunstneriske dimension, som titlen er lang og proklamatorisk i dets annoncering af, hvad der venter lytteren, der går ombord i den tonesatte og mytologiske beretning om såvel Ziggys som rockmusikkens storhed og fald, mens Dionysos holdt ekstatisk hof, til gæsterne segnede af vinens virkning og lyden af bægerklangs-blues. Måske Mr. Stardust holder hof med Major Tom et sted i den ydre galakse, mens vi dødelige jordboer må kæmpe med krig, kaos, inflation og intense prisstigninger? Svaret svæver i det uvisse i glamrockens glitterstads.

Materialer