I sporet af forfatter Ulrik Gräs
Tag på vandretur i Vejles gader med forfatteren Ulrik Gräs.
Vejles største nulevende forfatter benytter genkendelige Vejle lokationer og personer i sine litterære værker. Vi har lavet denne vandretur rundt i Vejles gader sammen med Ulrik Gräs, så du kan blive klogere på, hvordan forfatteren bruger sin hjemstavn i bøgerne.
Lyt mens du går
Lyt til lydfilerne, mens du går rundt i Vejles gader. Du får en fornemmelse for, hvad byen har betydet for Ulrik Gräs. Du hører om nogle af de personligheder, der har været med til at forme ham som forfatter. Du får en smagsprøve på det store forfatterskab, både det billedrige sprog og de gennemgående tematikker som opvæksten i Vestbyen, skolelivet, fodbolden, journalistikken, værtshuslivet, provinsbyens udvikling, frimurerne, besættelsen og magtkampene mellem klasser og køn.
Vandreturen
Nedenfor finder du sammen med lydfilerne de adresser, som du kan tilrettelægge din vandretur efter. Brug en GPS eller Google Maps, hvis du er ukendt i Vejle.
Hvis du går hele turen fra stop 1 (Vejle Bibliotek på Willy Sørensens Plads) til stop10 (Beckersvej i Bredballe), når du op på en god tur på omkring 10 km.
Er det for langt, kan du f.eks. vælge følgende:
- fra stop 1-9: knap 5 km
- fra stop 1-8: godt 3 km
- fra stop 3-8: 2 km
På lydfilerne hører du Ulrik Gräs fortælle om byen, personerne og forfattergerningen og du hører bibliotekar Jan Plougmann læse op fra Gräs’ værker.
1 - Indledning
Vejle By som inspiration for forfatterskabet. Oplæsning fra romanen 'Loop', hvor du kommer med på flyvetur over Vejle By.
2 - Vejles Willy (Hovedbiblioteket på Willy Sørensens Plads 1)
Vejles længst siddende borgmester Willy Sørensen har lagt navn til denne plads. Han dukker op flere gange i forfatterskabet. I bøgerne kaldes han Wulf eller Elefanten.
3 - Grundlangt i Vestbyen (Svendsgade 3)
Ulrik Gräs er født og opvokset i Vestbyen, en bydel med mange arbejdere og små erhvervsdrivende, herunder frisøren, hvis søn stadig har salon i Svendsgade.
4 - Indgang til litteraturen (Flegborg 16 & 18)
I dag holder Vejle Kunstmuseum til på adressen, men i Ulrik Gräs’ barndom var det byens bibliotek, hvor børnebibliotekar Eleonora Sørensen huserede.
5 - Stamstedet (Orla Lehmanns Gade)
For enden af Orla Lehmanns Gade ved Midgårdsbrønden lå Grand Bar, hvor journalisteleven Ulrik Gräs var blandt stamkunderne, som gerne diskuterede politik og kultur.
6 - En ny verden åbner sig (Den gamle redaktion på Torvegade 20)
Ulrik Gräs havde sin daglige gang på Torvegade 20, hvor Vejle Amts Avis’ redaktion havde adresse gennem den gule port. Først som avisbud, senere som journalistelev under redaktør Ravnemose, i bøgerne kaldet Nemo.
7 - Fra kommuneskole til betalingsskole (Kirstine Seligmanns Skole, Herslebsgade 3)
Indtil mellemskolen gik Ulrik Gräs gik på Nyboesgade Skole (Nyboesgade 35A). Derefter flyttede hans forældre ham til Kirstine Seligmanns Skole hos skolebestyrer Else Spang Hansen.
8 - Tørst og udlængsel (Beværtninger på Havnegade 9 & 33)
I Havnegade ligger et par legendariske værtshuse, som danner lokation for flere beskrivelser af værtshusmiljøet.
9 - De røde mod de gule (Vejle Stadion, Roms Hule 6)
Ulrik Gräs var en talentfuld fodboldspiller og spillede på hold med flere VB-legender.
10 - Et nyt årtusinde ankommer (Badebroen ved Beckersvej)
Ulrik Gräs’ forældre havde sommerhus på Beckersvej i Bredballe. Senere tog kapitaliseringen over og moderniserede området.
Oversigtskort
Du kan få et overblik over stoppestederne/ruten på dette oversigtskort.
Du kan også downloade oversigtskortet som pdf via linket nedenfor, lige som du også kan downloade den folderen for vandreruten.
Om Ulrik Gräs
Født i 1940. Er uddannet journalist. Har arbejdet på flere Vejle aviser og DR Radio mm. Debuterede som forfatter i 1965 med novellesamlingen "Mandskabet". Fik sit gennembrud som forfatter med ”Boulevardparken” i 1973 og blev med romanerne "Elskere Elsk", "Hjerteslag" og "Stammerne" en stor stemme i 1970ernes litteratur og 1980ernes kønsrolledebat. Ulrik Gräs tog en længere pause fra den skønlitterære forfattergerning fra 1987. I år 2000 fik han sit andet gennembrud med besættelsesromanen ”Berusede by”. Siden har Ulrik Gräs høstet stor anerkendelse for romanerne ”Lido”, ”Gongong” og ”Loop” og novellesamlingerne ”Uparfumeret” og ”Galgenfugle”.
Ulrik Gräs benytter genkendelige Vejle lokationer og personer i sine bøger, men tematikkerne er almengyldige. Ulrik Gräs skriver stadig fra sit hjem i Tørskind.
Læs mere om Ulrik Gräs i vores portræt ved hans 80 års fødselsdag i 2020
”I sporet af Ulrik Gräs” er udarbejdet af forfatteren i samarbejde med Vejle Bibliotekerne. Projektet er støttet af Bodil og Jørgen Munch-Christensens fond.
Spørgsmål/kommentarer? Kontakt Anders Østergaard, andea@vejlebib.dk, 40 42 94 55 eller Else Zakarias, ez@vejlebib.dk, 40 42 87 68.