Anton Dorph-Petersen: Et liv som læge

Et liv som læge

Denne bog er ikke et stykke skønlitteratur, som de øvrige fra min reol har været. Og dog! Anton Dorph-Petersen er en glad fortæller, og da han har en uomtvistelig evne til at anbringe sig i brændpunkter, bliver bogens første – selvbiografiske – del næsten til et stykke skønlitteratur.


Anton Dorph-Petersen: Et liv som læge, Queenswood 2017

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 8
 

At kalde bogen ”Et liv som læge” Anton Dorph-Petersens lægelige testamente er nok ikke helt forkert. Han er læge af profession og læge af overbevisning, og her samler han op, hvad der har drevet ham i et langt liv i sundhedssektoren. Den første del af bogen – ca. den første halvdel – omhandler Dorph-Petersens eget liv fra tidlig ungdom og frem til i dag. Hans overvejelser vedr. valg af løbebane og hans mange rigt facetterede valg i den løbebane.

I starten af karrieren kom Dorph Petersen med sin familie til Grønland. Han beretter med stor indføling om livet deroppe nord for polarcirklen, om det grønlandske folk, naturen, og om sin fascination af landet og dets kultur. Anton Dorph-Petersen er et engageret menneske, der ønsker at bidrage til fællesskabet omkring sig. Man mærker det i forbindelse med hans prioriteringer i familien, men også, hvordan han i sit arbejdsliv engagerer sig og påtager sig forskellige ombud. I Grønland fører hans engagement i samfundsforhold til, at han engagerer sig i partiet Atassut, i hvis hovedbestyrelse han indvælges. I dag er Atassut Grønlands borgerlige parti – i det danske Folketing oftest i samarbejde med Venstre. Man har indtryk af, at Anton Dorph-Petersen med et vist held havde ønsket at placere partiet som et socialt-liberalt projekt i slutningen af halvfjerdserne, hvor han var aktiv på den front.

Tilbage i Danmark bliver Anton Dorph-Petersen overlæge ved hjerteafdelingen på Kolding Sygehus og privatpraktiserende medicinsk læge i Vejle. Han, der oprindelig var københavner, bosætter sig med sin familie i Vejle, og på mange måder udgår hans verden derfra. Dorph-Petersen er katolik, og var fra starten af sin Vejle-tid særdeles aktiv på en lang række områder i den katolske Sct. Norberts Kirke og – qua børnenes skolegang – i Sct. Norberts Skole.

For Dorph-Petersen går den videnskabelige karriere som læge hånd i hånd med hans etisk-religiøse værdier og ståsted. Det påvirker især hans holdning til livets ukrænkelighed og hans syn på døden (som enhver læge jo har tæt inde på livet), og direkte adspurgt om sine holdninger, har Anton Dorph-Petersen altid lagt kortene på bordet, men i dagligdagen bar han ikke sin religiøse overbevisning uden på sin lægekittel. Man forstår, at hans tro har været hans styrke, og i hans samtaler med alvorligt syge patienter også en støtte og en kilde, han kunne vælge at øse af.

Den anden del af bogen består af en række essays-lignende kapitler om forskellige store emner fra tidens sundhedsdebat. Alternativ behandling, sundhedsøkonomiske betragtninger, livet og døden, lægeuddannelsen og sygehusarkitektur og meget mere. Man kan frit plukke i de enkelte essays, og har man læst den selvbiografiske del, får man en endnu større forståelse af det, som nævnes i anden del.

Anton Dorph-Petersen er generelt stærkt optaget af kommunikation. Hvordan formidler man sit stof. Det præger hele bogen, som sagtens kan læses med udbytte af medicinske ”lægfolk”. Man er ikke i tvivl om, hvad Anton Dorph-Petersen mener – og hvorfor. Derfor er anden del glimrende til selvreflektion og (kunne jeg forestille mig) som diskussionsoplæg i den standende sundhedsdebat.

/ Flemming Hundevad Meng

 

Materialer