7. Naturens betydning

Jeg skriver som det tidlige
forår der skriver
anemonernes bøgens
violens og skovsyrens
fælles alfabet

(alfabet (1981))

Inger Christensens natursyn

I litteraturen i dag er der ofte fokus på naturen og den globale klimakrise. Man kan sige, at Inger Christensen var forud for sin tid med sine digte om menneskets forbundethed med naturen og med sin bekymring for vækstens og teknologiens indvirkning på mennesket.

Inger Christensens natursyn rammer en tone i tiden: "Inger Christensen taler stærkt til os i dag, fordi hendes værker var en vigtig dansk stemme i fremkomsten af en ny naturopfattelse, som måske først nu for alvor bliver synlig i vores daglige liv. Nemlig en naturopfattelse, hvor mennesket hverken er naturens behersker eller beskytter, men må se sig selv som en uadskillelig del af naturen."  (Ørregaard, 2018). Der er en forbindelse mellem mennesker og naturen, og der findes en kosmologisk sammenhæng.

I Inger Christensens barndoms- og ungdomsår var naturen ved Vejle altid tæt på - skovene på bakkerne, åerne, engene og fjorden. Naturens nærhed satte sig spor i Inger Christensens liv og forfatterskab: “Nu, når jeg tænker over min modvilje mod den lille indhegnede parcelhushave, kan jeg føle at den er grundlagt med disse første tre naboer: åen, skoven og de vidtstrakte enge”. (Christensen, 2018: s. 810)

I Vejle tog mange familier på søndagsture sammen ud langs fjorden eller i skovene på Vejles bakker. Nogle af hendes tidligste barndomsminder knytter sig til naturen: “Som barn boede jeg de første fem år i nærheden af en skov, hvor vi ofte gik søndagstur. Det særlige var, at når vi gik hele vejen tværs gennem denne stille, lysflimrende bøgeskov, helt ud hvor den til sidst åbnede sig igen, så kom vi til Verdens Ende” (Christensen, 2019: s. 239). Hun skriver her om menneskets længsel efter et sted, der kan være et hvilket som helst landskab: en eng, en strand eller som i hendes barndom den kornmark, der åbnede sig bag skoven og strakte sig helt ud til horisonten.

Grundoplevelsen for Inger Christensen blev det enkelte menneske over for hele universet, og at mennesket er lille i forhold til det. I barndomskvarteret havde legekammeratens far, skærslipperen, en stjernekikkert: “Som barn syntes jeg, det var vidunderligt at kigge på stjernehimlen, og var jeg blevet astronom, var jeg måske blevet lykkelig. Det hele er så meget større end os selv, som blot er en lille klat mennesker, der hænger et eller andet underligt sted. Vi er ikke centrum” (“Digter med skriveskræk”, 1991).
 

Sommerfugledalen

I det store værk Sommerfugledalen (1991) sætter barndomsminder fra engene ved Vejle gang i en associationsrække. Inger Christensen havde besøgt Brajcinodalen i Makedonien, hvor der var usædvanligt mange sommerfugle i forhold til i Danmark, hvor talrige arter er uddøde. “Dalen var som en sommereng i Danmark i 1944, i min barndom” (Øvig Knudsen, 1996).

Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle

(…)
Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintret som i tidsforskudte lyn?
 

“Sommerfugle har det liv i barndommen, hvor man forgæves prøver at fange dem med en ketcher. Og de har åbenbart også et efterliv, hvor man vil undersøge, hvad de er for nogle. Man glemmer alt om sommerfugle i lang tid, ser dem igen, og pludselig en dag skriver man en bog om dem” (Øvig Knudsen, 1996: s. 231).

I et interview fra 1991 fortæller Inger Christensen selv om sommerfuglens betydning i Sommerfugledalen: “Det er døden med egne øjne, der ser dig an fra sommerfuglevingen’, hedder det i digtet. - Sommerfuglen er et billede på sjælen efter døden, på forvandlingsprocessen. Midt i livet ser man også døden. De døde er her, mens vi lever, for vi husker dem, og deres sjæleliv foregår ligesom i os. Deres tanker lever videre, så længe vi er her. Det er ikke en religiøs oplevelse med en verden efter døden. Tværtimod. Det er livet spændt ud mod døden, for mens vi lever, er vi også godt på vej til at dø” (“Digter med skriveskræk”, 1991).

I Sommefugledalen er Inger Christensen dybt optaget af natursansningen, af hvordan man kan fange et øjeblik og spejle evigheden i det.  Et menneske spejler sig i naturen og står til ansigt med sin egen dødelighed - se analysen på Litteratursiden.  Det kan anbefales at lytte til Inger Christensens egen oplæsning af digtet på en vandretur i naturen.
 

Sommerferierne i Skrædderhuset

Når Inger Christensen skulle holde sommerferie med familien i perioden 1939-49, var det bedste, hun vidste, turene til sommerhuset Luerbjerg. I essayet Frihed, lighed og broderskab i sommerhuset beskriver hun sommerens oplevelser i Skrædderhuset, der var et gammelt bondehus ejet af Skræddernes Fagforening beliggende ved Navervej. Det lå højt oppe på en stor, bjergagtig grund ud mod fjorden i nærheden af Munkebjergskoven, og her kunne hun komme tæt på den vilde natur: “Og uden at gøre os det helt klart oplevede vi (børnene) denne frygt på bunden af sommeren, når vi var på blåbær- eller brombærtur, og far og mor forsvandt i det dybe krat, hvor der var hugorme." (Christensen, 2019: s. 227-232).

Det var en sanselige naturoplevelse, som hun siden skrev om i “Der gik en smal og stenet sti i kløften”.

det var på Munkebjerg jeg stod ved Vejle
jeg kunne stå i tusind år og spejle
mit liv i skovens liv
det mørke sted hvor
kun en bunke kvas og bregner
kun en uvemodig plante
og regnen som var regnens sus
og jeg kunne stå i tusind år og vente

(Der gik en smal og stenet sti i kløften, uddrag, sidste strofe, 9...)