Birgithe Kosovics tobindsværk “Den inderste fare”

Den inderste fare

​​​​​​​Birgithe Kosovic beskriver i sit tobindsværk “Den inderste fare” én af dansk politiks forkætrede outsidere, tidligere minister Eric Scavenius, manden, der om nogen blev eksponent for samarbejdspolitikken. Der er ikke tale om en biografi, der er tale om en roman - altså fiktion. Men alligevel kan man ikke komme uden om de historiske facts. 

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 2

Og på det faktuelle plan er jeg fuld af beundring. Hvilken dybtgående research, har der ikke været tale om, hvilken grundig granskning har der ikke været lagt for dagen?

På fiktionens felt er min beundring ikke mindre. Hvad der foregår i Scavenius' indre, hans tanker, hans frygt, hans bange anelser, hans drifter - hele hans libido, som fylder pænt romanen igennem - kan for størstedelen netop kun være fri - og mesterlig - komposition, men alligevel en bunden opgave, som en fuga af Bach, der også er komponistens værk, men udspændt over kontrapunktikkens love og regler. 

I første bind når vi frem til tiden umiddelbart efter "telegramkrisen". Scavenius - og flere med ham - ved, at nazisterne ikke vil vinde denne konflikt. I horisonten trækker angsten for eftermælet - ja, selve den skæbne, der kan blive samarbejdspolitikkens "arkitekt" til del - op. 

Scavenius må med stigende intensitet i andet bind afveje de ydre farer i form af, hvad besættelsesmagten kan finde på, mod de indre farer fra modstandsbevægelsen og den danske offentlighed. Scavenius er nøgtern til det rent illusionsløse og uheroiske. Adel forpligter også denne uaristokratiske radikale adelsmand og han har den mission, at bringe sit land gennem krigens udfordringer til den lavest mulige omkostning. Han går derfor langt - så langt som f.eks. at overveje en begrænset og behersket dansk instrumenteret jødeaktion, hvis det kan holde tyskerne fra at gå videre. Vi er med helt inde i sjælens afkroge. 

Som jeg læser det, har Birgithe Kosovic ingen speciel veneration for Scavenius og hans handlinger. Hvis alle agerede som han, kom alle vel til at gå tyskernes ærinde. Men hun behandler emnet med den specielle loyalitet som 70 års historisk afstand tillader. “Den inderste fare” bliver derfor en roman, der overlader til os selv at tænke -og dermed én af den nyere tids mest vægtige historiske romaner, der tilmed er mesterligt skrevet.

Materialer