Bjorn Afzelius

Juanita og tusen bitar

27.01.22
Björn Afzelius 75 år

Den svenske sanger, sangskriver og guitarist, der havde et stort og dedikeret følge i Danmark, ville i dag være fyldt 75, men forlod denne verden blot 52 år gammel på grund af lungekræft. Björn Svante Afzelius (født den 27. januar 1947 i Huskvarna, død den 16. februar 1999 i Göteborg) opnåede langt større popularitet her og i Norge end sit hjemland, hvor særligt anmelderne i ny og næ udtrykte kritik af hans kunstneriske virke.

Afzelius nåede forinden at komponere et utal af stærkt personlige, indignerede og politiskfarvede sange præget af sit ståsted til venstre for midten. Musikken blev i en tidlig alder en tro følgesvend i Afzelius liv, der i 1970 dannede Hoola Bandoola Band med vennen Mikael Wiehe. Gruppen eksisterede i seks år og er især kendt for sangen ‘Juanita’ med klar adresse til oprørskampen mod den spanske og fascistiske diktator Franco, der beholdt magten til sin død i 1975 samme år, hvor nummeret udkom på Hoola Bandoola Bands fjerde og sidste album ‘Fri information’.

Året før debuterede Afzelius med soloalbummet ‘Vem är det som är rädd?’ og nåede at udgive i alt 15 titler i eget navn frem mod 1999. Han markerede sig i 1976 med ‘För kung och fosterland’, men det egentlige og større kommercielle gennembrud kom først i 1990 ved hjælp af det Billy Cross producerede ‘Tusen bitar’. Titelnummeret, der er en svensk version af Anne Linnets ‘Tusind stykker’, gjorde Afzelius kendt i en betydelig bredere offentlig kreds, og hans samarbejde med Cross som producer og guitarist, der indledtes i slutningen af 80’erne, fortsatte et stykke op i 90’erne.

Den svenske troubadur har jævnligt gjort brug af danske musikere og korsangere ud over Cross. Her kan nævnes Knut Henriksen, Jens Rugsted, Gry Harrit og Ivan Pedersen. Desuden er det blevet til flere optrædender på plade med Henrik Strube blandt andet i 1985, hvor en række markante svenske (og enkelte danske) artister protesterede mod styret i Sydafrika under navnet Svensk Rock Mot Apartheid, hvilket resulterede i dobbelt live lp’en ‘ANC Galan’.

Sideløbende med solokarrieren dannede Afzelius i 1980 det countryinspirerede band Globetrotters, der udsendte seks albums og gav koncert under Roskildefestivalen i 1984 for mere end 70.000 mennesker. Orkesteret blev opløst i 1986. Revolutionære hyldester blandede sig med kærlighedssange, og enkelte af dem blev genindspillet af diverse svenske pop- og slagerorkestre, hvilket faldt den yderste venstrefløj for brystet plus flere anmeldere, der beskyldte ham for at sælge ud. Afzelius gav udadtil udtryk for, at al den polemik ikke rørte ham i synderlig grad, men betroede de nærmeste venner, at disse negative bredsider faktisk skuffede ham en del, nu de stammede fra kritiske røster i hans eget fødeland.

I 1986 fandt Afzelius sammen med Mikael Wiehe påny. De nåede at give koncerter og indspille pladen ‘Björn Afzelius & Mikael Wiehe’. I nullerne udkom ‘Björn Afzelius & Mikael Wiehe 1993 – Malmöinspelningarna’ (2004) med ikke tidligere udgivet materiale, og fem år senere fulgte cd- og dvd-bokssættet ‘Björn Afzelius & Mikael Wiehe – Olympiska Nätter’. Desuden er der posthumt blevet udsendt en række opsamlingsalbums med Afzelius solo - den samlede pladeproduktion medregnet kompilationer, live lp’er, Hoola Bandoola Band og Globetrotters må således anses for at være af et ganske digert omfang. Samlet godt 40 titler med hovedvægten udgivet i 80’erne og 90’erne.

En enkelt roman, ‘En gång i Havanna’ (1993), nåede det ligeledes at blive til. I 2014 kom den anbefalelsesværdige dokumentarfilm ‘Björn Afzelius: Tusen bitar’, hvor nære venner og kolleger reflekterer over hans status og betydning. Den kan iøvrigt ses på bibliotekstjenesten Filmstriben. Tillykke med den halvrunde dag hinsides og hinsidan til Björn Afzelius, hvis aktivistiske sindelag samt personlige og politiske statements førte til lige dele brok og begejstring. Det er vel dybest set en del af spillets regler, når man når det niveau, den svenske sangsmed befandt sig på i sine velmagtsdage.

Materialer