For børn

Praktikanten anbefaler: Alfemod og ulveblod af Jim Lyngvild

I denne uge har vi haft besøg af praktikanten Romi fra Børkop, som I både har kunnet møde på Børnebiblioteket i Bryggen, Børkop Bibliotek og ude i bussen. I løbet af ugen har hun også haft tid til at lave denne anbefaling af fantasybogen ’Alfemod og ulveblod’:

Af Romi

Alfemod og ulveblod

Bogen ’Alfemod og ulveblod’ er en rigtig god bog for dem, der kan lide fantasy bøger. Den handler om alfeprinsessen Oriana, hvis vinger ikke kunne vokse ud, fordi hendes mor, der var alfedronning, døde og derfor behandler andre hende, som om hun ikke hører til hos dem. Kun fordi hun ikke kan få vingerne til at vokse. Men selvom hun ikke har vinger, stopper det hende ikke med at gøre vidunderlige ting, selvom det kan være virkelig hårdt, når alt det, som alle andre gør, er at nedgøre hende. Men på en eller anden måde kan hun blokere alt det, som de siger og bare fortsætte med hendes dag. Jeg synes, at hun er stærk, for hvis man spørger mig, som har social angst, så kan det være svært med dårlige ting, som andre siger. 

Bogen er faktisk på en måde en del af en serie på to bøger, denne her og så ’Epos og enhjørningen’, som foregår i det samme land, som hedder Anglesey. Det er et land med alfer, kentaurer, talende ulve og mange andre overnaturlige og magiske væsner. Hvis du kan lide den slags bøger, så er de to der perfekte for dig. De kan virkelig få ens humør op nogle gange, selvom der kan være nogle ret uhyggelige sider i bogen, så er der også nogle sjove sider med ret god humor, så de er slet ikke kedelige. 

Forsiden er faktisk det, der tiltrak mig. Den får virkelig en til at føle noget. Den er lidt lys på den ene side og mørk på den anden side. Den trækker virkelig én til sig. Det er bare en virkelig god bog, hvis man kan lide sådan noget. Ligesom ’Ringenes Herre’ eller ’Hobbitten’, som også handler om overnaturlige ting og væsner. Selvom bogen kan være uhyggelig med alle de ulve, der taler, så er siderne med ulvene meget interessante i forhold til bogen og hvordan konflikterne bliver optrappet. 

Den handler også om alfedrengen Ari, der hjælper Oriana med at bekæmpe ulvene, da de prøver at komme ind i deres kongerige. Han hjælper hende også med en masse andre ting og selvom de ikke var venner først, så bliver de rigtig gode venner. 

 

Tusind tak til Romi for den fine anbefaling!