Skønlitteratur

En læseklub kan føre til livslange venskaber

Mange læsere oplever, at det kan føles tomt, når en bog er læst færdig. Nogle af læserne mødes så i læseklubber, hvor bogen får forlænget liv ved, at man diskuterer bogen. Det kan være meget berigende at dele sin læseoplevelse med andre og vi bliver klogere og får nye indsigter ved at høre andres opfattelse af bøgerne.

Af Else Zakarias

Læseklub

Det kan give nogle helt anderledes samtaler, når vi taler om eller ud fra en bog, vi har læst. Vi kommer til at snakke om emner, vi normalt ikke ville have snakket om. Vi bliver konfronteret med handlinger og holdninger, vi måske ellers viger udenom. Alt sammen er med til at udvide vores horisont og udfordre vores hjerne og vi lærer hinanden at kende på en helt særlig måde. Nogle læseklubber fører til livslange venskaber og eksisterer gennem mange år. 

Det sociale aspekt er vigtigt for mange læseklubber, således også for Ulla fra Vejle. I hendes læseklub flyttede den ene deltager til Odense, men er fortsat med at køre til Vejle, når læseklubben mødes en gang om måneden. Udover det sociale fællesskab peger Ulla på, at hun er blevet en bedre læser efter sine næsten 20 år i læseklubben. Hun reflekterer mere over det, hun læser og hun har et sted at stille de spørgsmål, der opstår, når hun læser. De svar, de andre deltagere kommer med, bliver en slags ”læselæring”, som Ulla kan tage med i sin videre læsning. Og selvom læseklubben har eksisteret i 20 år, kan de andre deltagere stadig overraske hende, både hvad angår deres holdninger til de læste bøger og deres ”læsefærdigheder”. 

Deltagere i læseklubber læser bredere/mere forskelligt (både hvad angår genrer, forfatterskaber), end læsere, der ikke er med i en læseklub. Det er i hvert fald Lili og Bentes erfaringer. De er med i hver deres læseklub i Egtved, læseklubber, der har eksisteret i cirka 40 år! Bøger åbner op for følelser, og det kommer til udtryk i samtalerne, så deltagerne kommer helt naturligt tættere på hinanden, fortæller Lili.

Bibliotekerne hjælper gerne med at finde gode bøger til læseklubberne. For at give den bedste diskussion er det vigtigt, at bøgerne har forskellige tolkningsmuligheder, at der er aspekter i bogen, der kan opfattes forskelligt af den enkelte læser. 

Lilis læseklub har haft stor fornøjelse af at læse og diskutere Katrine Marie Guldagers bøger ”Endnu en dag i Guds skaberværk” og ”Jeg hører hvad du siger”. I ”Endnu en dag i Guds skaberværk” vågner Lotte op med tømmermænd, en fyreseddel og en død ekskæreste, og hendes omgivende relationer kræver også hendes involvering. I ”Jeg hører hvad du siger” er parterapeuten Marianne mor til Nikolaj, der igen er tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Marianne kæmper en utrættelig kamp mod et psykiatrisk system, der slet ikke lytter! De små referater lyder måske ikke morsomme, men begge bøger er korte, let læste, satiriske, humoristiske og rummer masser af samtalestof.

Ullas læseklub anbefaler andre læseklubber at læse “Tre” af Valerie Perrin og “Stiklingen” af Audur Ava Olafsdittirer

Få flere læsetips til læseklubben til Vejle Bibliotekernes inspirationsaften for læsekredse den 28/8 kl. 19. Vi afholder opstartsmøde for nye læseklubber tirsdag den 16/9 kl. 16 for dansktalende og et for engelsktalende den 28/8 kl. 19

Vil du gerne prøve at være med i en læseklub uden at binde dig til mere en én sæson, kan du overveje vores Faglitterære læseklub eller at deltage i en af vore DR Romanklubber

Læs mere og tilmeld dig via links nedenfor