Joni Mitchell 80 år

Dette fødselsdagsportræt starter med en tilståelse; jeg var i 80’erne mere end blot småforelsket i en af Canadas fornemmeste kultureksponenter, nemlig Joni Mitchell, født den 7. november 1943 i Fort Macleod nær Alberta i Canada. Mitchell er oprindelig døbt Roberta Joan Anderson, der tilbragte en del år i byen Saskatoon, hvor hun startede karrieren som natklubsangerinde, før kursen blev sat mod Toronto og USA, hvor hun begyndte at turnere i midten af 60’erne.

Ud over virket som sanger og sangskriver er Joni Mitchell desuden en anerkendt billedkunstner og poet med sine meningers mod. Joni Mitchell debuterede med Song to a Seagull (1968) fulgt op af Clouds (1969). Hun leverede en stor del af sine bedste sange og albums i 70’erne, et årti som delvist er opsummeret på 1980 dobbelt live lp’en Shadows and Light. Det tredje album Ladies of The Canyon indeholder signatursangene Big Yellow Taxi, The Circle Game og Woodstock. Mitchell fravalgte Woodstock festivalen efter råd fra sin manager til fordel for The Dick Cavett Show.

Woodstock, der er B-side til Big Yellow Taxi singlen, blev marts 1970 fortolket af Crosby, Stills, Nash & Young’ på Déjá Vu, og samme år fik Matthews Southern Comfort succes med nummeret. Mitchells egen udgave skiller sig væsentlig ud fra de nævnte med distinkt brug af Wurlitzer el piano med tremolo effekt. Den iørefaldende Big Yellow Taxi konfronterer menneskers trang til at drive rovdrift på naturen: ‘They paved paradise, put up a parking lot, With a pink hotel, a boutique, and a swingin' hot spot.’

På Ladies.... fortsatte Mitchell udtrykket fra Song to a Seagull og Clouds med akustisk guitar- og klaverbårne kompositioner forløst ved hjælp af hendes karakteristiske vokal i mezzosopran lejet. Det uomtvistelige hovedværk Blue (1971) er umiddelbart min personlige favorit. Ti sange der vibrerer som lyrisk sitrende nervetråde tonesat i perfekt harmoni. Stemningen af lettelse, fortvivlelse og anger præger My Old Man og den smukt tindrende og gåsehudsfremkaldende River handler om meget andet end julestemning, til trods for der synges om rensdyr, sne og frost i versene.

Generelt evner Mitchell at løfte dybt private bekendelser til almengyldige statements, andre kan relatere til i deres (følelses)liv. Little Green skildrer tiden som fattig folkesanger i Toronto og bortadoptionen af hendes lille datter i 1966. Dette blev holdt hemmeligt indtil 1993, da historien pludselig slap ud. Albummets jazzprægede blå cover, der indfanger Mitchells ansigt i sørgmodig close up, rammer visuelt indholdet spot on, og stort set samtlige kritikere har før og siden været enige i deres vurderinger af Blue som et af årtiets allerstørste.

Senere i 70’erne kom der mere strøm på udgivelserne med vokal og instrumental hjælp fra Crosby, Stills og Nash, som Mitchell har haft såvel amourøse, personlige som professionelle erfaringer med. Det tårnhøje niveau fortsatte på Court and Spark med numre som Raised on Robbery, Help Me og Free Man in Paris. The Hissing of Summer Lawns (1975) er i samme klasse, hvorfra blandt andet den charmerende In France They Kiss on Main Street, Edith and the Kingpin, titelnummeret og Shadows and Light bør fremhæves.

Hejira (1976) brillerer med Coyote, Amelia, Black Crow og titelsangen for blot at nævne nogle stykker fra dette lydefrie album. Dobbelt lp’en Don Juan's Reckless Daughter (1977) er mere eksperimenterende og jazzet end hidtil hørt, hvilket ingenlunde gør det mindre mesterligt til trods for anmeldernes drøje hug. Jericho, Dreamland, Don Juan's Reckless Daughter og Off Night Backstreet er ingenlunde at kimse ad.

I 1978-1979 indspillede Mitchell hyldestalbummet Mingus til ære for Charles Mingus, der døde i starten af 1979. Helbredet forhindrede ham desværre i at medvirke som oprindelig planlagt. Jaco Pastorius (bas) og percussionisten Don Alias, begge fra Weather Report, er inde over albummet og drog på turné med Joni Mitchell i 1979 ledsaget af saxofonisten Michael Brecker, Pat Metheny (guitar) og Lyle Mays (keyboards). Pastorius virtuost klingende basspil er over alt på Shadows and Light, der blev optaget september 1979, og hvor hele holdet musicerer som en drøm.

Det blev til tre udgivelser i 80’erne, Wild Things Run Fast (1982), Dog Eat Dog (1985) og Chalk Mark in a Rain Storm (1988) med tidstypisk lyd og politisk stærkt indignerede tekster rettet mod alt det, Mitchell ikke brød sig om i præsident Reagans USA. Hun gæstes på disse albums, der trods flere fine sange ikke hører til karrierens bedste, af berømte kolleger som Steve Lukather, Wayne Shorter, Lionel Richie, James Taylor, Don Henley, Peter Gabriel, Billy Idol, Tom Petty og Willie Nelson.

90’erne bød på Night Ride Home (1991), hvor Mitchell retter blikket mod sin gamle stil, men udgivelsen solgte skidt i USA. Samme opskrift og salgstal gjorde sig gældende for Turbulent Indigo tre år efter. Det mere jazzede vender retur på Taming the Tiger (1998), men det kommercielle udbytte forblev sparsomt. På Both Sides Now (2000) fortolker Mitchell et par af sine egne klassikere og evergreens fra den store amerikanske sangskat tilføje et stort antal jazzmusikere, blæsere og strygere, hvilket indbragte to Grammy priser for Best Traditional Pop Vocal Album og Best Instrumental Arrangement Accompanying Vocalist(s).

Samme opskrift går igen på dobbeltalbummet Travelogue (2002) denne gang udelukkende med genindspilninger af sange fra eget katalog. Samme år blev hun tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award. Efter ni års pause kom der endelig nyt materiale i 2007 med Shine, hvorfra One Week Last Summer løb med en Grammy for Best Pop Instrumental Performance.

Efter i en årrække at have trukket sig fra offentlighedens søgelys, hvor hun på grund af sygdom og en funktionsnedsættende hjernelidelse kun gav få interviews og spillede ved særlige lejligheder, dukkede Joni Mitchell pludselig uannonceret op under Newport Folk Festivalen sommeren 2022 til publikums kolossale jubel, hendes første liveperformance i ni år. Den er dokumenteret på Joni Mitchell at Newport (2023), hvor tilskuernes hengivelse og lykkerus over at have deres elskede idol tilbage er svær at overhøre under den timelange koncert.

Joni Mitchell, der ser ud til at have rejst sig som fugl Fønix af asken efter en svær periode i sit liv og været på scenen igen i 2023, har modtaget et hav af hædersbevisninger og priser samt flittigt ytret sine velformulerede skarpe holdninger i offentligheden. Rolling Stone har betegnet hende som ‘One of the greatest songwriters ever’, og i magasinet AllMusic stod der at læse ‘ When the dust settles, Joni Mitchell may stand as the most important and influential female recording artist of the late 20th century.’ Jeg kan vanskelig være uenig her.

.....

Læs flere af Thomas Vilhelms artikler her: