3. Familien

“Vi kendte selvfølgelig de gader og huse, hvor familien boede, Bleggårdsgade, Skovvejen, Storebjerggade, Vissingsgade og først og fremmest Grønnegade, hvor min bedstemor boede, og hvor min far havde boet som dreng. Og vi kendte alle onklernes arbejdspladser, fra Brd. Larsen på Horsensvej, og Flødefabrikken i Grønnegade og Schweitzers bogtrykkeri til Bryggeriet, der lugtede så stærkt....   Og om søndagen tog vi op til min bedstemor i Grønnegade, hvor Nicolais tårnur betragtede os med sit store, rolige, blågrønne øje, så vi følte os knugende trygge og opløftede. Sådan havde religionen sine store naturlige pladser, uden alt for mange ord.

Sådan taler en barndomsby hele tiden, ved siden af det som dens mennesker siger, et sprog uden ord. Gud er til stede, bare fordi Kirken er der, ikke fordi man nogensinde kommer ind i den. Men Nicolai ser bare ud som en rigtig kirke skal se ud, og aldrig siden er der nogen kirke, der får det samme rigtige udtryk som den” (Christensen, 2018:  s. 813).

Ved Nørreskoven havde bedstemoderen et kolonihavehus, hvor familien i Inger Christensens barndom ofte tog ud:  “... med min bedstemors have på skrænten lidt længere ud, med lysthus og udsigt over fjorden og med noget så sjældent som et aspargesbed” (Christensen, 2018, s. 812).  Kolonihaverne ved Vejle var grønne åndehuller for mange arbejderfamilier, som boede i små lejligheder, og nyttehaverne gav et godt supplement af grønt til husholdningerne.

Min bedstemor i havens tusind favne
af gyldenlak, levkøj og brudeslør,
min far, der lærte mig de første navne
på alt hvad der må krybe, før det det dør

(Sommerfugledalen, 1991)

Når man går fra Bølgen langs Rødkildevej ud mod Skyttehushaven, kan man i dag stadig se de gamle kolonihavehuse ved Skyttehusvejen og Nørreskoven.

På moderens side stammede slægten fra en landbofamilie på Brædstrup-egnen, hvor Inger Christensens mormor, Karen Sørine Østergård (f. 1878), var datter af gårdmand Erik Jonasen og hustru Ellen Marie Jensen. Men Karen døde som 60-årig efter flere års svagelighed i 1938, da Inger Christensen kun var 3 år gammel. Karen blev begravet af pastor Hansen d. 23. juni 1938 på Vejle Østre Kirkegård.

“Om søndagen skulle vi en tur på kirkegården, hvor min mormor lå. Vi cyklede ad Skyttehusgade og trak ned under den lille viadukt under jernbanen lige ved Strandvejen og skyndte os, fordi vi altid var bange, når der kom et tog brusende lige over hovedet på os; efter vores bedste overbevisning kunne viadukter styrte sammen så let som ingenting. Ovre på kirkegården lyttede vi andægtigt til stilheden, til fuglene, til ormene nede i jorden og om efteråret til stærenes voldsomme sus, når de slog sig ned i de høje træer i enorme rastløse flokke. Og vi lyttede til de tålmodige river og til vandet der pøsede ned i de kæmpestore zinkvandkander” (Christensen, 2018: s. 812).